»Jeg har ikke lagt skjul på, at der er tre hovedkrav fra lærernes side denne gang. Det er lønnens størrelse, det er lønsystemet, og så er det arbejdstiden. De tre er uhyre vigtige. Jeg tror ikke, man kan prioritere dem indbyrdes, men det er de tre, vi har mest fokus på«, siger formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen.

Han er netop blevet valgt til formand for Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte (KTO) og skal dermed også stå i spidsen for overenskomstforhandlingerne for 800.000 offentligt ansatte. Han tror ikke, det giver problemer for de specielle forhandlinger på lærerområdet.

»Jeg tager generelt de udfordringer, der kommer. Jeg plejer at sige, at min tilværelse er én stor tilfældighed. For to måneder siden havde jeg ikke drømt om, at jeg skulle være formand for KTO, men det skulle jeg. Det sover jeg ikke spor dårligt om natten af. Det er en udfordring, som jeg skal klare«, siger Anders Bondo.

Han mener, at det første møde med KL viser, at parterne ønsker det samme - nemlig at skabe attraktive arbejdspladser i den offentlige sektor.

»Både KL og KTO bruger 'attraktive arbejdspladser' som overskrift, og det er måden, vi får løst det rekrutteringsproblem på, som den offentlige sektor og i høj grad lærerfaget har. Om vi kan enes om en god arbejdstidsaftale, er med til at afgøre, om vi får nogle attraktive arbejdspladser i folkeskolen. På samme måde som lønninger også er det«, mener Anders Bondo.

KL har lagt hårdt ud med de krav, man stiller til lærerne. Blandt andet kræver arbejdsgiverne, at alle centralt aftalte kvalifikations- og funktionstillæg skal afskaffes.

»Det er deres signalgivning, og jeg har svært ved at se det store perspektiv i det krav. Jeg er populistisk kommet til at sige, at det svarer til, at vi andre krævede en lønstigning på 50 procent. Der er nogenlunde den samme realisme i de krav«, siger lærerformanden.

KL kræver også, at lærerne ligesom andre kommunale personalegrupper skal afsætte midler til lokale lønforhandlinger. Lærerne fik ved OK05 som den eneste gruppe i KTO et engangstillæg i stedet for lokalløn.

»KL og vi må begge to være interesserede i at få skabt et lønsystem, som lærerne accepterer. Man skal lade være med at trække et lønsystem ned over en medarbejdergruppe. Det er der ingen, der har fordele af«, siger Anders Bondo. Han mener, at mange kommuner heller ikke er så begejstrede for systemet. Ifølge en opgørelse fra DLF er kun ti procent af de midler, der udløses, når en ældre medarbejder bliver erstattet af en ny og billigere, blevet brugt til lokale lønforhandlinger.

»Kommunerne står ikke i kø for at lave de forhandlinger. Og den ene gang efter den anden møder kredsene nogle rimeligt passive modparter. Det er et klart signal om, at på vores område fungerer lokalløn simpelthen ikke«, siger Anders Bondo.

Han mener, at resultatet ved urafstemningen om OK05 tydeligt viser, at lønsystemet er et meget væsentligt punkt for lærerne.

»Jeg er sikker på, at når vi sidste gang havde et historisk tal på 97 procent, der stemte for resultatet, så hænger det sammen med, at man så perspektivet i lønsystemet«.

Parterne er enige om, at lærernes arbejdstidsregler skal være mere fleksible. Men her stopper enigheden. KL ønsker, at medarbejderne skal ledes som andre medarbejdere på moderne arbejdspladser. Skolelederne skal i direkte dialog med den enkelte medarbejder prioritere arbejdsopgaver, og aftalen skal ikke være bestemt af centralt aftalte normer. Desuden vil de gerne have lærerne til at undervise mere.

Hvorfor skal lærerne have arbejdstidsregler, der på ingen måde ligner dem, der gælder for andre offentligt ansatte?

»Det er, fordi det er helt afgørende, at lærerne ikke bare føler, at man har fået x antal timer til den ene opgave og y antal timer til den anden opgave. Det passer ikke til at tage et professionelt ansvar. I kommuner med en lokal arbejdstidsaftale skabes der rum til, at læreren professionelt kan prioritere og vurdere, hvordan man skal lave den bedst mulige undervisning. Det er også der, hvor man får mere engagement blandt lærerne. Engagement er den allervigtigste forudsætning for at øge kvaliteten og fagligheden i undervisningen«.

DLF kræver derfor en arbejdstidsaftale, der ligner den, som 17 kommuner og kredse allerede har indgået. En aftale, der bygger på lærerens professionelle ansvar. Men DLF kræver visse centrale bindinger.

»Det er omfanget af undervisningen, der er omdrejningspunktet. Det er klart, at når man skal løse alle de andre opgaver, der er forbundet med undervisning - som forældresamarbejde, lærersamarbejde og efterbehandling - så bliver vi nødt til at sikre, at det kan lade sig gøre. Vi må have et maksimalt undervisningstimeantal - man kan ikke have 27 eller 28 undervisningstimer om ugen og løse alle de opgaver, der er en nødvendig del af det at undervise«, siger Anders Bondo.

Han mener, at det faktum, at der efter tre år kun er 17 kommuner, der har indgået lokale arbejdstidsaftaler, viser, at det er nødvendigt med en central løsning.

»Hvis vi ikke skaber den overordnede ramme, vil der være en hel del kommuner, som ikke kommer i hus med det her. Der er kun 17 kommuner med i dag og ikke 98. Og nogle steder, hvor man har en fornuftig aftale, kan man se, at presset på den kommunale økonomi også sætter den aftale under pres«.

»Vi må gennem en central aftale sikre den positive effekt på undervisningen overalt i landet«.

Lærerformanden vægrer sig ved at komme med for præcise krav til, hvordan lønsystem og arbejdstidsaftale skal stykkes sammen.

»Jeg skal passe på ikke at låse mig fast på en hel masse ting. For hver gang man gør det, så indsnævrer man mulighederne for at nå et godt resultat. Vi har en masse gode ideer til, hvordan vi kan være med til at løse nogle af de udfordringer, der er i folkeskolen, via overenskomsten, og det har vi fået meget stor opbakning til i diskussioner med medlemmerne«.

Anders Bondo er ikke så nervøs over avisoverskrifternes budskaber om stor konfliktrisiko ved disse forhandlinger.

»Det er ikke påtaget optimisme. Jeg tror på, at vi kan nå et resultat. Det første møde, vi havde med KL, var positivt. Selv om det var et forholdsvist formelt og rituelt møde, synes jeg, der var en stemning fra begge parter om, at vi skal nå i mål«. |