Ny arbejdstid - hvis den er god nok

Kredsformænd diskuterede ny arbejdstid

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Selve det at få en radikalt anderledes arbejdstidsaftale er ikke problemet. Den skal bare være god! Forberedelsestiden behøver ikke følges ad med undervisningstiden, hvis man bare er sikret nok af den!

Sådan kan den samlede melding opsummeres fra kredsformændenes møde i fredags, hvor de var samlet for at diskutere overenskomstsituationen.

Anni Herfort fortalte om de to udkast, hovedstyrelsen havde diskuteret ugen før, og gjorde rede for de principper til en ny arbejdstidsaftale, som hovedstyrelsen var blevet enig om.

'Det skal være en maksimal undervisningsforpligtelse, tilstrækkelig tid til den enkelte lærer og tid til samarbejde', understregede hun.

Mange gav udtryk for en positiv holding til at opgive UFØ-opdelingen og forhandle med udgangspunkt i hovedstyrelsens principper. Men det blev samtidig sagt, at man hverken kunne sige ja eller nej til noget, før det viser sig, hvor mange timer arbejdsgiverne er villige til at putte ind i en aftale.

Det store problem er, at arbejdsgiverne vil hive mere undervisning ud af den enkelte lærer, og at lærerne i forvejen føler sig hårdt presset med den undervisningsmængde, de har i dag. Det problem havde forsamlingen ikke nogen mirakelløsning på, og som DLF's formand, Anni Herfort, konstaterede, så kan arbejdsgiverne jo allerede med den nuværende aftale sætte den enkelte lærers timetal i vejret ved at skære ned på øvrige opgaver.

Formanden for Aalborg Lærerforening Bjarne Krogh havde dog en helt konkret ide. Hans melding fra det nordjyske var, at medlemmerne vil have penge på bordet: 'For eksempel 50 kroner ekstra for lektion nummer 20, 60 kroner for lektion nummer 21 og så videre'.

Kredsformændene anerkendte den politiske nødvendighed af at være åben over for en helt ny arbejdstidsaftale. Men der lød en del kritik og selvransagelse, fordi man ikke allerede i september forud for kongressen vidste, hvor det bar henad.

Ikke tomme ord

For Anni Herfort var det den kontante indblanding fra et folketingsflertal i forbindelse med finanslovsforliget, der var afgørende. Kravet om en ændring af lærernes arbejdstid er nemlig ikke tomme ord. Man kan se i Finansministeriets krav ved de statslige overenskomstforhandlinger, hvor det er, Christiansborg-politikerne vil hen - mod fuldstændig lederstyring af lærernes arbejdstid.

Hun understregede over for kredsformændene, at det er mandatet fra kongressen, hun følger, når hun nu går mere offensivt ind i forhandlingerne med Kommunernes Landsforening om en ny arbejdstidsaftale:

'Vi er på vagt over for, at lærernes forpligtelse til at undervise ikke bliver større, end den er i dag', understregede hun.