Tid, tid, tid. Tid alle vegne, specielt i disse overenskomsttider.

Jeg synes, at jeg mindst i de sidste 25 år har manglet tid, brugt den som undskyldning og har knyttet mine forventninger til bedre tid(er).

For Kvindeligt Arbejderforbund (KAD) har kampen om tiden taget en ny vending. Vi vil ikke længere kun regulere omfanget af den tid, som arbejdsgiveren kan bestemme over os i. Vi vil også have, at arbejdsgiveren skal give os tid til et formål, som vi selv har bestemt - for eksempel børnene.

Hvad ville du for eksempel bruge 20 minutter til, hvis du fik dem lige her og nu eller meget snart?

Hvad nu hvis tiden skulle bruges i et samarbejde med en anden person, én du sjældent ser, én hvis baggrund og livsform i store træk overhovedet ikke ligner din - og det passer dig egentlig meget godt - men I skulle bruge tiden på noget fælles, nå et fælles mål? Ja, så bliver tiden knap, måske ubehagelig, fordi I ikke aner, hvor den anden 'er henne' i samarbejdet.

20 minutter - det er det, som masser af forældre har to gange årligt på forventningernes slagmark, skole-hjem-samtalen.

Ofte er der ikke meget andet samarbejde end halvårssamtalerne. Som måske ikke bærer så meget præg af at være samtaler, men mere envejskommunikation, hvor lærerne gennemgår, om Ole har glemt gymnastiktøjet for mange gange og om det der med lektierne, hvorpå man går hjem og pligtskyldigt gentager remsen over for barnet. Det kan da være meget hyggeligt, specielt hvis man er den lykkelige medejer af et præmiebarn - men der er ikke meget samarbejde i det.

Ordet samarbejde lægger op til, at to eller flere parter samarbejder om et fælles projekt. Når man skal samarbejde, betyder det også, at man skal være enige om, hvor man gerne vil hen med samarbejdet, og hvilke forventninger man har til hinanden. Disse forventninger gøres der bestemt ikke nok for at afdække. I KAD er jeg alt for ofte stødt på forskellige historier fra medlemmer, der helt tydeligt viser, at lærerne har et forventningssæt og forældrene nogle helt andre, når det gælder vores små og store poder.

Jeg er af den opfattelse, at skal man have et godt samarbejde med barnet i centrum, må der være tillid og åbenhed fra begge parter - men da lærerne forventes at være de professionelle, har vi som forældre store forventninger til, at det er lærerne, der skal løfte den største opgave og ligesom vise vejen.

Vejen, den kan tænkes at gå hjem - hjem til forældrene.

Især skulle man, når børnene starter i børnehaveklasse og 1. klasse, sætte lidt ekstra ressourcer af til at lære hvert enkelt barn og forældrepar at kende - måske ved et besøg hos familien. Jeg tror egentlig, at det ville vise sig at være en god investering. Det ville også give lærerne et bedre billede af, hvem barnet og forældrene er - man kunne måske ligefrem nærme sig den for mange forældre ømtålelige lektiediskussion. Ofte hører man som forældre: 'det er kun ti minutter om dagen, I skal læse med jeres barn' - ja, men der skal et vist mod til at sige til læreren - 'jamen jeg kan dårligt læse selv - jeg er ordblind'. Det siger man heller ikke på de afmålte samtaleminutter, der er tildelt to gange om året - og slet ikke på forældremøderne, hvor alle de andre forældre også er.

Som forældre er det også vigtigt at vide, om man for eksempel kan ringe til en af lærerne og sige 'I skal vide, der er sket det og det i familien, så hun opfører sig altså måske lidt anderledes end hun plejer'. Det kunne også være rart, hvis man som forældre ind imellem fik en henvendelse fra læreren: 'Du skal lige være opmærksom på, at Pia er ked af det. Hvordan kan vi få hende glad igen?'

Selvfølgelig skal forældrene bakke lærernes bestræbelser op, men det ville nok være lidt nemmere, hvis hver part havde et bedre øje for, hvilke ressourcer man til sammen kan stille op med til gavn for det enkelte barn.

Jane Korczak er næstformand i Kvindeligt Arbejderforbund