Det kan meget vel blive årets vigtigste udgivelse på den pædagogiske arena - antologien om de nye sociale teknologier i folkeskolen. Lejf Moos og ti andre pædagogiske forskere analyserer med forskellige indfaldsvinkler, hvilken betydning de seneste års pædagogiske revolution (curriculumparadigmet eller den faglige diskurs) har for det enkelte barns dannelse. Det er bekymrende læsning. Antologien runder blandt andet klasseundervisning, test, lærerteam, elevplaner, elevråd og familieklasser som eksempler på sociale teknologier. Bag den noget triste titel gemmer der sig nogle af folkeskolens daglige og meget aktuelle udfordringer.

I bogen diskuteres nogle af de omkostninger, især i relation til demokratibegrebet, den relationelle kompetence og barnets demokratiske dannelse, som de nye pædagogiske vinde har medført. De ni artikler er, med et moderne udtryk, langhårede. Nogle endda særdeles langhårede. Artiklerne præsenteres med et lix-tal, som ligger et pænt stykke over, hvad man normalt møder i den pædagogiske litteratur.

Når det alligevel bør være obligatorisk læsning for lærere, ledere og politikere i kongeriget, skyldes det, at antologien præsenterer et klinisk billede af konsekvenserne af reformerne.

Lejf Moos' artikel handler om magt og det syn på dannelse, som ligger bag folkeskolereformen. Artiklen er i allerhøjeste grad interessant. Herefter følger nødvendige artikler af Karen B. Braad, Klaus Kasper Kofod, Per Fibæk Laursen, Lars Holm, John Kreisler, Niels Kryger, Birte Ravn, Hanne Knudsen, Kirsten Marie Bovbjerg og Marianne Søgaard Sørensen. Alle artiklerne rummer nye perspektiver på kampen om dannelsen. Lad mig blot fremhæve et par stykker:

Karen B. Braad skriver livfuldt om "demokrati til tiden". Hun påpeger, at vore børn altid har prøvet grænserne for demokratiet af. Men hvor de tidligere lavede spilopper, prøver de nu grænserne af ved at skændes og beklage sig. Spilopperne er et udtryk for den sunde modstand mod autoriteterne. Det er da interessant. I en anden artikel om "tugt, disciplin og ledelse" af Per Fibæk Laursen beskrives velskrevet, hvordan samfundsudviklingen gik fra feudalsamfundets tugt til industrisamfundets disciplin. Herefter fulgte 30 års stilhed, indtil vidensamfundets Classroom Management, eller på dansk klasserumsledelse, ramte den danske folkeskole. Hvilke følger det får for børnene i skolen, står hen i det uvisse.

Bogens største aktiv er dens tyngde og dens tydelige budskab. Den aktuelle (dis-)kurs har konsekvenser for vore børns dannelse. Bogen er ikke bagstræberisk eller nostalgisk i sin argumentation. Den er heller ikke særligt visionær, når det gælder forslag til andre veje i dannelsen af børnene. Næ, antologien er en analyse af landet, som det ligger lige nu. Den er en bekymringsskrivelse til skolefolk på alle niveauer. Og den bør ligge under juletræet i år hos alle beslutningstagere inden for pædagogisk rækkevidde.