Folkeskolens Genmæle udsender blad

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

'Folkeskolens Genmæle' hedder et nyt blad. Formålet er blandt andet at 'diskutere folkeskolens indhold og udvikling, men ikke med udgangspunkt i den enkelte elevs øjeblikkelige fascination', skriver lærer Morten May, Vig.

Første nummer udkom i december, det er på tolv sider og indeholder en præsentation af foreningen Folkeskolens Genmæle. En ledende artikel handler 'om at komme til orde'. Bladet vil blandt andet sætte fokus på 'modeord, modebegreber og modeopfattelser, som legitimeret af politisk korrekthed nærmest uantastet sætter dagsorden på kurser og møder, hvor emnet er folkeskolen'.

Hovedartiklen er lig med Morten Mays tale på foreningens stiftende generalforsamling i februar. Titlen er: 'Elitens skole for folket'. Lærer Stine Preston fra Vejle skriver om skoleloven og systemets magt, og skoleinspektør Jens Colding, Skjern, anmelder bogen 'Folkeskolens Potemkinkulisser'. På de sidste tre sider bringes en artikel, som tidligere har stået i Københavns Lærerforenings blad. 'Det kulturelle grundlag er vigtigere end tidens griller', skriver Henry Iversen fra Tåstrup og Walther Nielsen fra København.

I det kommende nummer vil man blandt andet bringe et interview med komponisten Anders Nordentoft om at kunne udfolde sig kreativt. Den tale, filosoffen Peter Kemp holdt på undervisningsministerens Sorø-møde i juli, bringes også. Den handler om begrebet 'ansvar for egen læring'. Talen har tidligere været bragt i ministeriets tidsskrift 'Uddannelse'.

Redaktionens adresse er: Walther Steffen Nielsen, Uglevej 17, stuen til højre, 2400 København NV. Indlæg til næste nummer skal sendes til redaktionen senest den 15. februar. Bladet udkommer fire gange om året. Medlemskab af foreningen Folkeskolens Genmæle koster 200 kroner, kontonummeret er: 1-673-9650.