Ny løn klemmer forhandlerne

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

'Løn efter individuelle kvalifikationer og resultater er uforeneligt med lærernes grundlæggende arbejdsvilkår. Det vil føre til intern splid og forringet arbejdsklima på landets undervisningsinstitutioner'.

Sådan lyder Ugebrevet Mandag Morgens indledning til en artikel om ny løn den 25. januar. Formanden for DLF's faglige udvalg, Stig Andersen, siger: 'Vi vil gerne diskutere ny løn. Men det er afgørende for os, at udformningen sker på en måde, som kan opnå bred accept i skolemiljøet og hos den enkelte lærer. Skolen er præget af en samarbejdskultur, hvor teamsamarbejde er udbredt, og hvor det derfor opleves som forkert at differentiere lønnen'.

Formanden for Gymnasielærerforeningen, Per Skafsgaard, og formanden for Frie Grundskolers Lærerforening, Arne Pedersen, har tilsvarende indvendinger. Mandag Morgen samler op: 'Der synes således at være et solidt medlemsgrundlag for, at de forskellige lærerorganisationer forholder sig yderst forbeholden over for helt centrale elementer i arbejdsgivernes krav til det nye lønsystem'.

'Men', fortsætter bladets journalist, 'samtidig står organisationerne over for det alvorlige dilemma, at en fortsat afvisning af den nye lønform uvilkårligt vil koste lærerne mange penge i lønposen'. Teknikken i forhandlingerne bevirker, at lærerne 'mister markante løndele ved overenskomsten, hvis man fastholder et nej til ny løn', siger Per Skafsgaard.

'Derfor nytter det ikke noget, at vi bare lukker os ned i en ideologisk skyttegrav. Det vil være helt uansvarligt over for medlemmerne', lyder hans vurdering.