SF spørger til finanslov

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ole Sohn fra Socialistisk Folkeparti (SF) har bedt statsminister Poul Nyrup Rasmussen forklare, hvorfor lærernes arbejdstid er nævnt i finansloven.

SF'eren frygter, at finansminister Mogens Lykketoft vil bruge finansloven til afpresningsmanøvrer undervejs i forhandlingerne mellem Kommunernes Landsforening og Danmarks Lærerforening, for eksempel ved at true med et regeringsindgreb, hvor finanslovspartierne fører pennen.

Derfor vil han have statsministeren til at svare på, i hvilket omfang afsnittet på forhånd forpligter regeringen over for de øvrige partier bag finansloven, hvis regeringen vil stoppe en eventuel konflikt med et lovindgreb.

Ole Sohn appellerer til, at både Poul Nyrup Rasmussen og regeringen ynder at udtale deres støtte til den såkaldte danske model, der blandt andet bygger på frie forhandlinger uden forudgående politiske diktater eller trusler.

'Når regeringen så indgår et finanslovsforlig, hvor regeringen tilsyneladende forpligter sig til, at det vil være 'en væsentlig forbedring af mulighederne for at tilrettelægge lærernes arbejdstid mere fleksibelt', er det meget svært at se, hvordan det harmonerer med statsministerens og regeringens støtte til den danske model, og det er let at forstå, hvorfor Danmarks Lærerforening reagerer med harme og vrede', skriver Ole Sohn til statsministeren.

Folkeskolen omtalte finanslovens historiske fire linier om lærernes arbejdstid i nummer 1/2. Ud over de to regeringspartier, Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre, er finansloven vedtaget af Venstre, Det Konservative Folkeparti, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti.

stan