Alt for mange avisreportager fra emneuger, featuredage og undervisningsprojekter efterlader det indtryk hos læserne, at eleverne har haft det sjovt. Men de har ikke rigtig lært noget. Og lærerne? Ja, de har jo slappet af.

Et er at komme i avisen. Et andet er at gøre indtryk på læserne. Og her halter det ofte. Især når det gælder de lokale dagblade.

Journalisterne på de små lokalredaktioner rundt om i landet dækker alt fra kirke og kommunalbestyrelse til sport og skole. De kan af gode grunde ikke have den fornødne indsigt i alle emner. Derfor vil de ofte beskrive det, de ser, når de er på besøg på en skole. Og journalisten ser det, som eleven laver, så han vil ofte lægge vægten her.

Det er fint nok. Men det kan ikke stå alene. Der mangler de overvejelser, som læreren har gjort sig om, hvad eleverne skal have ud af den alternative undervisning, som har lokket journalisten til.

Lad mig give nogle eksempler.

En sjællandsk skole holdt før jul en emneuge om et lille samfund med markedsøkonomi, produktion, kost og fritidsforlystelser. Samfundet havde også sin egen møntfod. Eleverne fremstillede varer og handlede hos hinanden for de penge, de tjente. Ugen sluttede med en café om lørdagen. Her dukkede avisen op.

'Forældre, lærere, elever, venner og familie benyttede lørdagen til at købe juletræer, julepynt og få sig en hyggelig snak i julebyens café', lød udgangen på artiklen i mandagsavisen.

Der optræder ingen kilder i artiklen, og det overlades til læsernes fantasi at afgøre, hvad målet var med emneugen. Hvorfor var der ikke en lærer, som fortalte journalisten, hvad det kræver af tid at forberede en emneuge, om formålet for undervisningen blev indfriet, og hvilke krav den form for undervisning stiller til læreren?

Læserne bliver i troen

Lidt længere mod syd fik en skole for et par år siden en ny gymnastiksal i forbindelse med en større renovering. Da den ombyggede skole skulle indvies, skrev den lokale avis en større artikel med vægten lagt på gymnastiksalen, som er ud over det sædvanlige.

Læserne fik at vide, at salen er indrettet af et hollandsk sportsfirma i samarbejde med skolens pedel og tre lærere. Skolelederen fortalte, at samarbejdet fungerede så godt, at salen skal bruges til demonstration. Han sagde også, at salen skal bruges så meget som muligt, gerne i de fleste af døgnets 24 timer, så han var glad for, at der allerede var booket timer til gymnastikforeningen.

Hvor blev de tre lærere fra arbejdsgruppen af? De må nøje have overvejet, hvordan salen skulle indrettes, så hvorfor fortalte de ikke journalisten om de pædagogiske muligheder, salen og dens topmoderne redskaber ville give dem?

Endnu længere nede på Sydsjælland havde en skole for tre år siden elever fra 10. klasse i praktik i Holland i 14 dage.

Læserne af det lokale dagblad fik at vide, at skolen er med i et internationalt skolenetværk med så og så mange skoler fra så og så mange lande. De kunne også læse, at eleverne først fulgte undervisningen på en hollandsk skole i en uge. Derefter var de i erhvervspraktik lige så lang tid.

Fint nok. Men hvad var formålet med praktikken? Eleverne fik en masse nye venner, men det var vel ikke derfor, skolen sendte dem af sted?

Hvis lærere vil gøre et godt indtryk, må de nøje overveje, hvad de vil fortælle journalisten. De bliver nødt til at sætte ord på, hvorfor de underviser, som de gør. Det tager lidt tid, men den er givet godt ud, også selv om imageplejen ikke altid foregår i arbejdstiden.

Alternativet er, at læserne fortsat tror, at de fleste lærere vender bogen og starter forfra, når sommerferien er slut. Riv læserne ud af troen.-Henrik Stanek er freelancejournalist