0   272

Sukkersyge børn føler sig alene

Sygeplejerske underviser lærere i at tackle elevernes sukkersyge

Mine klassekammerater kaldte mig narkoman og sukkersyge svin. Min lærer ville ikke have, at jeg tog min insulin i klassen, så jeg måtte sidde ude på toilettet og stikke mig. Til sidst havde jeg bare lyst til at løbe væk fra det hele.

Sådan fortæller Anne på 18 år om sin tid i folkeskolen. Hun har haft sukkersyge (diabetes), siden hun var 11 år, og har haft store problemer med mobning på grund af sin sukkersyge.

Artiklen fortsætter under banneret

Hvert år får 160 børn og unge sukkersyge. Der eksisterer to former for sukkersyge: Den insulinkrævende og den ikke-insulinkrævende. Anne har insulinkrævende sukkersyge, hvilket indebærer, at hun skal tage en insulinindsprøjtning før hvert måltid samt måle sit blodsukker flere gange dagligt, for eksempel før hun dyrker sport. Insulinen sprøjter hun ind i låret eller maven med en insulinpen, der, som navnet antyder, til forveksling ligner en almindelig kuglepen. Blodsukkeret måler hun ved at prikke sig i fingeren og presse en dråbe blod ud på en strimmel, som hun lægger ind i et blodsukkerapparat.

Anne trives fint på trods af sin sukkersyge. Hun går på HF og dyrker idræt på topplan. Hun er glad for at gå i skole, og hun har et godt forhold til sine klassekammerater, men sådan var det ikke før.

'Jeg skammede mig over at have sukkersyge. Jeg følte, at jeg var mærkelig og til en masse besvær. De andre i klassen syntes, det var ulækkert, at jeg skulle tage insulin og måle blodsukker i klassen. Min lærer sagde, at så måtte jeg gå ud på toilettet og tage insulin, men det følte jeg mig ikke tryg ved, fordi der var meget snavset. Både min mor og jeg prøvede at tale med læreren om det, men der skete ingenting. Til sidst klagede jeg til skoleinspektøren, og det hele endte med, at jeg gik hjem, når jeg skulle tage insulin'.

Mange fordomme

Lene Povlsen er diabetessygeplejerske på børneafdelingen på Amtssygehuset i Glostrup. Hun tager ofte ud til sine patienters klasser og fortæller lærere og elever om sukkersyge.

'Der er mange fordomme om sukkersyge. Den mest udbredte er, at børn med diabetes overhovedet ikke må få sukker, men at de så til gengæld kan spise løs af sukkerfrit slik og tyggegummi. Faktum er, at de godt må spise slik i mindre mængder ad gangen. De kan sagtens tåle en flødebolle eller en is, hvis der er en i klassen, der deler noget ud. Om det er sukkerfrit eller ej, er ligegyldigt, for hvis de spiste en pakke Sorbits-tyggegummi, ville de få det samme blodsukker ud af det, som hvis de havde spist en flødebolle', siger Lene Povlsen.

'En anden fordom er, at børnene er syge og ikke fungerer lige så godt som andre børn. Men de her børn skal fungere lige så godt fysisk, psykisk, intellektuelt og socialt, som før de fik sukkersyge. Derfor er det vigtigt for os at have en god kontakt til lærerne. Det er vores garanti for, at der er en person, der vil melde tilbage til os, hvis der er noget, der ikke fungerer', siger hun.

Anne er ikke den eneste, der har oplevet, at lærerne er i tvivl om, hvordan de skal tackle elevernes sukkersyge. Lene Povlsen fortæller, at mange bliver nervøse og skræmte, fordi de ikke ved nok om sygdommen. Især fænomenet insulinchok får det til at løbe koldt ned ad ryggen på lærerne.

'Det er vigtigt at understrege, at et insulinchok ikke bare lige kommer ud af den blå luft. Børnene får ikke et insulinchok, hvis de er omgivet af voksne, vågne mennesker, der ved, at de har sukkersyge, for det kan sagtens stoppes. Man skal være opmærksom på, om de virker sløve, fraværende eller overgearede - i det hele taget anderledes end de plejer, for så er deres blodsukker måske for lavt. Men hvis man giver dem druesukker eller juice med det samme, er de friske igen på kort tid', siger hun.

Meget få problemer

Lene Povlsen understreger, at børnene hurtigt selv lærer at klare alt omkring deres sygdom.

'Indtil de er 10-11 år er de afhængige af, at der er nogle voksne, der tager et medansvar. Det kan betyde, at man som lærer skal have et vågent øje med, om barnet husker at spise, og at man skal huske at have druesukker med i gymnastiktimerne og på udflugter. Men derudover skal lærerne ikke regne med at få nogen problemer med dem', siger hun.

'Det er vigtigt, at man holder børnene fast i, at de ikke er noget specielt, fordi de har sukkersyge. Lærerne skal have de samme forventninger til dem som til de andre elever. Den viden, læreren har om elevens sukkersyge, skal hele tiden ligge i baghovedet, men den må ikke overskygge lærerens opfattelse af eleven selv', siger Lene Povlsen.

Fra at være en sygdom, der begrænsede børnenes udfoldelsesmuligheder, er diabetes i dag blevet en sygdom, der sætter meget få begrænsninger. Men Lene Povlsen understreger, at børnene behøver opbakning fra andre.

'Børn i dag er gode til at håndtere deres sukkersyge. For 20 år siden var det alt sammen noget med 'fy-fy, det må du ikke', og det gjorde, at vi havde mange børn og unge, der hadede deres sukkersyge. Og hvis man hader den, lærer man aldrig at leve ordentligt med den. Det kræver, at de bliver bakket op af familien, lærere og kammerater, og at de føler sig velkomne og ikke som en belastning'.-Anne har ønsket at være anonym.

Hendes rigtige navn er redaktionen bekendt

Her kan du få mere at vide om sukkersyge

Lene Povlsen anbefaler, at man tager kontakt til diabetessygeplejersken på det hospital, hvor eleven bliver behandlet. Et besøg i klassen er gratis og til stor gavn for både lærere og elever - med eller uden sukkersyge.

Man kan også kontakte: Diabetesforeningen

Filosofgangen 24

5000 Odense C

Telefon: 6612 9006

Telefax: 6613 5883


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet