Jo, lektor Katrin Hjort (Folkeskolen nummer 23) har virkelig meget ret i, at vi herhjemme i Danmark næsten udelukkende taler udenom, når folkeskolens iøjnefaldende problemer og disses årsager debatteres. For når problemerne rigtigt presser på, og udsynet til dårligdommene bliver for nærgående, plejer DLF ved formanden som en slags sidste udvej at hævde, at alle problemerne bunder i, at der er nogen, der undersøger dem, og at sådanne undersøgelser afstedkommer dårlig presseomtale. Undervisningsminister Bertel Haarder, der af politiske grunde ikke må komme tæt på problemernes løsning, foreslår, at vi så bare kan »tale skolen op«. Altså glemme alle problemerne og i stedet tale pænt om skolen. Så skal det hele nok gå. Mon ikke. Men hvis ikke det er at tale udenom, hvad er så? Helt forkert er det ikke at påstå, at ingen - absolut ingen - vover så meget som at overveje, om ikke problemerne i virkeligheden beror i den folkeskolelov, der siden 1993 har sørget for skolehistoriens mest katastofale dyk i den faglige uddannelseskvalitet. Og hvor al udenomssnakken er så utroværdig, at ingen mere rigtigt har lyst til at være lærer. For hvorfor uddanne sig til at levere kvalitetsarbejde i en institution, der er indrettet til at modvirke kvalitet. Katrin Hjort er imidlertid selv smittet af sygen. Hun siger, at det bedste er at lukke øjnene for alt det konkrete: test, karakterer og den slags, og så i stedet bare kaste os ud i de store linjer, de rigtig store linjer, hvor alt, hvad der piner på, kan opløses i skønsnakkens blomstertale. Fra sådanne store linjers himmelflugt kunne det jo være, at de nærgående og reelle, problemfyldte detaljer kunne fortone sig lidt fra det offentlige debatrum. Men sandheden om folkeskolen er dog at finde i detaljen, hvor de store linjer indeholder kimen til himmelflugtens tornerosesøvn.