Jørgen Kaas Egense

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jørgen Kaas Egense, der døde den 29. december 1998, blev født i Odense i 1923. Han dimitterede fra Skaarup Seminarium i 1951. Efter nogle år på Grønland (Julianehåb) og på Dalby Skole (Horns Herred) kom Clari og Jørgen Egense til Rønde Skole, der som næsten alle skoler på den tid var i voldsom vækst. 1962 kom der hele ni lærere til. Jørgen Egense var en af de mest erfarne af de nye og fik straks som klasselærer med dansk som hovedfag ansvaret for skolens første 3. realklasse.

Desuden valgte hans kolleger ham allerede samme efterår til formand for lærerrådet. Egense løste begge opgaver perfekt.

Han fik de kommende år ansvaret for mange elevers skolegang. Egense underviste fortrinsvis de store elever i dansk og engelsk. I idræt - eller som det vist hed dengang, gymnastik - tog han også gerne fat i de helt små klasser.

Egenses arbejde i skolen var altid præget af den højeste grad af ansvarlighed og pålidelighed. Aldrig så man ham slække på sit seriøse og kærlige engagement i folkeskolen. Altid var han umådeligt loyal over for sine elever og sin skole.

Han vidste, hvad han ville med sin undervisning. Man kunne næsten se det, når Egense kom gående: En energisk mand med udstråling. Det var også karakteristisk, at Egense selv fremstillede mange materialer til sin undervisning. I øvrigt ofte med sin smukke håndskrift fra en tid, hvor man også underviste de store elever i skønskrift.

I 1984 valgte Egense at gå på pension. Mange gode år skulle nu ligge foran den veltrænede og naturinteresserede pensionist.

Desværre blev Jørgen Egense snart efter ramt af svær sygdom, så han de sidste år af sit otium måtte tage ophold på Rønde Plejehjem.

Vi vil mindes Jørgen Egense for de mange gode år, hvor han i forreste geled var med til at gøre Rønde Skole endnu bedre.

Æret være Jørgen Egenses minde.

pensioneret skoleinspektør John Petersen og

pensioneret overlærer Karl Poulsen