New Zealand privatiserer skolen

Der foregår god undervisning i New Zealand, men det sker på trods af lovgivningen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Skoleleder Svend Ove Olsen er meget begejstret for New Zealands skolevæsen, og i dagspressen har han gjort sig til talsmand for 'den new zealandske model', som han kalder den omlægning, New Zealand tog hul på i slutningen af 1980'erne, og som stadig udfoldes af skiftende undervisningsministre.

Efter næsten et år i New Zealand, med to børn i henholdsvis primary og intermediate public schools i Dunedin, er jeg også begejstret. Der foregår en masse god undervisning, og børnene har generelt gode læringsmuligheder - i hvert fald der hvor mine børn går. Men det er i kraft af, at forældre, lærere og skoleledere på en lang række områder fungerer på trods af skolereformen.

Forældre skal være forbrugere

Grundskolen i New Zealand har ganske rigtigt fået en 'mere' decentral struktur og en mere målorienteret (ikke nødvendigvis mere målrettet - end tidligere). Fordi regeringen ønsker, at forældre og elever i forhold til skolen skal have status som forbrugere, der gennem udøvelse af deres frie 'valg' kan presse på skolen og få den til at levere en tilfredsstillende 'vare'. Samtidig er ideen, at skolebestyrelser og lærere skal stå til ansvar for deres præstationer i forhold til regeringen. Det kræver detaljerede målbeskrivelser og vurdering af målopfyldelse. Derfor er der samtidig sket en stærk centralisering på disse meget væsentlige punkter.

Målene for undervisningen og i store træk også metoderne for ledelse formuleres centralt. De centralt formulerede 'Guidelines for School Administration', som skolernes kontrakter med Ministry of Education bindes op omkring, kan reguleres via bekendtgørelser fra ministeriet, og der bliver jævnligt hæftet nye administrative opgaver til disse retningslinier.

Ministeriet fastsætter den sum penge, hver enkelt skole får til opgaven. Skolerne får et grundbeløb, der relaterer sig til elevtal og derudover specielle midler i forhold til forældreindtægt, boligforhold med mere. Derefter er det op til skolebestyrelsen, The Board of Trustees, på hver enkelt skole at få økonomi, undervisning og nye opgaver til at passe sammen.

Der foregår altså både en decentralisering og en centralisering - en proces hvor ansvaret for og administrationen af opgavernes løsning er decentraliseret, men defineringen af og ressourcerne til opgaven fastsættes centralt.

Vurderingen af, om opgaven er løst tilfredsstillende, foretages af et statsagentur - The Education Review Office, ERO. Hele denne udvikling skal ses i sammenhæng med, at New Zealand i øjeblikket styres af politiske partier, der er inspireret af nykonservative og 'new right' ideologier og arbejder imod en minimalstat.

Kontrakter og privatisering

Department of Education - det tidligere undervisningsministerium - er beskåret til et langt mindre Ministry of Education. Tanken er, at alle statsopgaver enten skal privatiseres eller udføres efter kontrakter, der indgås med myndighederne. Det er det, skolernes kontraktforhold til ministeriet afspejler. Og det er også det, der ligger bag ERO - den kontraktholder som gennemfører den eksterne kontrol, eller det Svend Ove Olsen kalder en 'ekstern evaluering'.

ERO refererer direkte til undervisningsministeren og gennemfører evalueringer og rådgivning af ministeren på børnehave- og grundskoleområdet. (Børnehaver er fuldt private i New Zealand).

Instituttet har mandat via lovgivning til at komme ind på skolerne og til at få materialer udleveret. ERO formulerer selv sin metodologi, og den er ikke offentlig tilgængelig. Evalueringsinstituttets indflydelse via rådgivning og rapportering over for minister og parlament samt ERO's position i forhold til skolerne gør instituttet til en væsentlig magtfaktor både på det politiske og praktiske plan i forhold til skolerne.

Det er muligt, at man kan kalde det, der foregår, for ekstern evaluering. Men kan det også kaldes uafhængigt?

ERO's rapporter er offentligt tilgængelige, de færreste forældre spørger dog efter dem, men de er efterspurgt af pressen. Dermed kommer en skoles ERO-rapport til at indgå i avisens kamp om oplagstal. Blandt andet derfor er en del skoler begyndt at tænke strategisk på deres image. Men det vil skolerne formodentlig komme til i langt større grad, efterhånden som regeringens ønsker om at markedsføre uddannelse og skole bliver virkeliggjort, og det lykkes at gøre skolegang til et spørgsmål om forbrugernes valg ('consumers choise') i stedet for et fælles gode.

Skolerne er således - ud over den ekstra administrationsbyrde som decentraliseringen har medført - også blevet pålagt at dokumentere deres præstationer over for evalueringsinstituttet. Det har betydet en række papiropgaver, som mange skolebestyrelsesmedlemmer, skoleledere og lærere ikke føler giver meget igen. Det bidrager ikke til det egentlige skolearbejde - undervisning og læring.

'Frivillige' donationer

Grundskolerne i New Zealand er gradvist på vej ind i en privatisering. Det er ikke lovligt at opkræve betaling for offentlig skolegang i New Zealand - men forældrene må gerne 'donere' penge.

Alle skoler i New Zealand opfordrer forældre til at donere et bestemt beløb ved skoleårets start. Formelt er det frivilligt, men nogle steder lægges der et stort pres på forældrene, for eksempel ved ikke at oplyse, at det er frivilligt, og ved at efterlyse indbetalingerne i skoleblade og så videre. Nogle skoler bruger endog inkassofirmaer til at indhente de 'frivillige' donationer, som forældre har forpligtet sig til, og størrelsen af disse donationer er steget markant.

Der bliver traditionelt gjort en meget stor indsats af forældre i form af frivilligt arbejde og i forbindelse med 'fundraising'-projekter til skolerne. Forældre i New Zealand har altid støttet deres børns skolegang både med praktisk arbejde og økonomisk, det kan ikke tilskrives den seneste skolereform. Tværtimod viser en undersøgelse nu, at forældrenes engagement og arbejdsindsats er faldende gennem de senere år.

Samme undersøgelse dokumenterer, at forældres direkte økonomiske tilskud til et barns skolegang viser en stigning på 163 procent fra 1991 til 1996 - i gennemsnit næsten 2000 danske kroner per år.

Disse penge går ind i skolens almindelige drift - og er altså ikke til specielle lokale ønsker eller udvikling af nye ideer. Der sker en polarisering, så der bliver stadig større afstand mellem skoler, der har en 'stærk' forældrekreds, der blandt andet kan rejse penge, og skoler med mindre ressourcestærke forældre.

Samtidig er der sket en voldsom stigning i forældrebetaling til ekskursioner, entreer, teater, sport og idræt. Og materialer til håndarbejde, hjemkundskab og sløjd betaler forældrene også oftere og oftere selv. Det samme gælder papir, fotokopiering og skoletransport. Disse betalinger er ikke frivillige og skal i langt de fleste tilfælde være betalt, inden aktiviteten løber af stablen - ellers kan barnet ikke deltage. Så der bliver nu gjort en stor indsats af en lang række private hjælpeorganisationer for at støtte mindrebemidlede.

New Zealand har ikke verdens største skel mellem rige og fattige indbyggere, men landet har verdens hurtigst voksende polarisering mellem rige og fattige borgere. Det er værd at have med i overvejelserne, når man ser på New Zealands skolereformer.Kilder

Svend Ove Olesen: Folke- eller kommuneskole? Dagbladet, Aktuelt den 25. august 1998. Cathy Wylie: Self-Managing Schools, Seven Years On - What Have We Learnt, New Zealand Council For Educational Research, Wellington Distribution Services, PO Box 3237, Wellington New Zealand. Rapporten er 1997-udgaven af en fortløbende repræsentativ undersøgelse af resultaterne af reformerne. Mark Olssen, Kay Morris Matthews: Education Policy in New Zealand: The 1990s and beyond, Dunmore Press, PO Box 5115 Palmerston North New Zealand. Ken Rae: Ano te Hutinga o te Harakeke (The plucking still of the flaxbush): New Zealands Selfmanaging Schools and five impacts from the ongoing restructuring of educational administration i bogen: Tonny Townsend: Restructuring and quality, issues for tomorrow's schools,Routledge, London and New York 1997. Artiklen beskriver strukturen i statsomlægningen af grundskolen. Administering for Exellence - Report of the Taskforce to Review Education Administration (The Picot Report), Ellington, 1988. Her i findes hele strukturen og det ideologiske grundlag for reformen. Ministry of Educations hjemmeside:http//www.minedu.govt.nz. Her kan man blandt andet se statistikindgangen for regeringens økonomitildeling til skolerne. Education Review Office, ERO's hjemmeside:http//www.ero.govt.nz. Her kan man finde de mange generelle rapporter.

Powered by Labrador CMS