1998 var om noget året, hvor informations- og kommunikationsteknologi, IKT, kom på alles læber inden for uddannelsesområdet. Godt - mener folk som undertegnede, mindre godt mener andre. Blandt skeptikere slås der blandt andet på tromme for, at de grundlæggende teknikker skal være på plads, før vi kan drage nytte af IKT. Selvfølgelig skal de det, pointen er blot, at vi på tærsklen til det nye årtusinde må vænne os til, at verden ikke er enten/eller, men i høj grad både/og. Under alle omstændigheder må vi ikke begrave os i det, vi plejer at gøre, men forsøge at inddrage de nye teknikker i vores gamle rammer, måske endog forandre rammerne og de gamle teknikker. Det bør være stærkt motiverende at deltage i en sådan forandring. Sandheden er imidlertid, at forbløffende få lærere er aktive i denne proces. Mange ressourcer bruges i stedet på at bombardere IKT-området med kritik, der oftest udspringer i for høje forventninger til IKT. IKT er ikke nøglen til alverdens skoleproblemer - men det kan medvirke til forandring, således at skolen bliver anderledes bedre.

Hele skoleområdet står i 1999 over for et solidt krav om efteruddannelse. Brug af IKT gælder hele den danske lærerstab, derfor har vi brug for at lære at kode teknikken og gøre den til et anvendeligt værktøj. 1999 bliver forhåbentlig året, hvor lærere i stadigt stigende omfang (og antal) omstiller deres forventninger til IKT. I stedet for at tale undervisning i bits og frekvens skal vi tale om bearbejdning, tolkning og stillingtagen. Flere og flere lærere bør involvere sig i udviklingen, udformningen og integrationen af IKT. Der er brug for klare visioner for uddannelsen til et medie, der bliver et af den kommende generations vigtigste arbejdsredskaber. Vi glæder os til mere liv i den pædagogiske del af IKT-verdenen. Og ja, vi glæder os også til, at man fra centralt hold i højere grad skaffer de ressourcer, som alt andet lige er nødvendige for at gennemføre denne proces inden for en overskuelig og nødvendig fremtid.