Elever som aktive medspillere

Virkeligheden skal ændres. Et udviklingsprojekt på Klokkerholm Skole sætter fokus på handlekompetence og sundhedsfremmende undervisning

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg tror, jeg skriver et brev til ham, siger Charlotte. Hun er vred på et medlem af byrådet i Dronninglund Kommune. Selv om en rapport peger på, at kommunens skoler skal vedligeholdes for omkring 50 millioner kroner, mener byrådsmedlemmet ikke, at det står helt så slemt til på skolerne. Det har han udtalt til den lokale avis, og det er den udtalelse, som gjorde Charlotte vred.

Hvad ved han om skolerne? Hvornår har han sidst været på en skole? Ved han, at der står vand i kælderen på Klokkerholm Skole? Har han set, at pudset drysser over dørene? Vel har han ej! Jeg inviterer ham simpelthen herud, siger Charlotte sammenbidt og sætter sig til tasterne. Hun vil skrive et brev til ham.

Ved pc'en bag hende sidder Lasse. Han er ved at lægge sidste hånd på et opråb til de store elever. De skal lade være med at mobbe de små. Vi skal have brudt den onde cirkel, hvor de små bliver mobbet, vokser sig store og stærke for så at tage hævn på dem, som nu er de små, mener Lasse. Tænk, før du mobber. Tænk på, hvor rædselsfuldt det var, dengang du selv var lille! lyder et af argumenterne bag opråbet, som skal hænges op i skolegården og på gangene.

Alt det pragtfulde

Charlotte og Lasse fra 9.a på Klokkerholm Skole har samfundsfag. Sammen med deres klassekammerater er de godt i gang med projektet 'What a Wonderful World', og de skriver opråb, læserbreve og invitationer for at gøre verden endnu mere pragtfuld.

De første projekttimer brugte de sammen med deres lærer, Berit Meng, på at beskrive alt det positive og pragtfulde, verden har at tilbyde. Derefter indkredsede de en række påtrængende problemer. Børnearbejde, ytringsfrihed, mobning, skolens bygninger - der er masser at tage fat på. Og nu arbejder de så i grupper på at løse de problemer, de har valgt at sætte fokus på.

Nede i klasselokalet sidder en gruppe og forfatter et skuespil om stoffer og stofmisbrug. De vil opføre det for skolens 7.- og 8.-klasser; de officielle misbrugskampagner, som henvender sig til 9.-klasse-eleverne, kommer alt for sent, mener de.

Et skridt videre

'What a Wonderful World' er et eksempel på sundhedsfremmende undervisning - det pædagogiske eller metodiske bidrag til projekt sund by.

'Sundhedsfremmende undervisning minder meget om almindelig tema eller projektarbejde, men den går et skridt længere', fortæller Berit Meng:

'I den sundhedsfremmende undervisning er det ikke nok at beskrive, indkredse og analysere problemerne. Eleverne skal gøre noget aktivt for at ændre dem'.

På Klokkerholm Skole - og i Danmark i øvrigt - handler sundhedsfremmende undervisning ikke om gulerødder, kalorietællere og motion. Det handler om handlekompetence. Eleverne skal lære at gribe aktivt og forandrende ind i verden. De skal lære at forholde sig sundt til alverdens dårligdomme. De skal lære, at de spiller en rolle.

Kaos og orden

Som et led i det landsdækkende projekt Sund Skole har Berit Meng og hendes kollega Jette Skiveren fået en efteruddannelse i sundhedsfremmende undervisning. Det er så meningen, at de skal hjælpe interesserede i gang med den sundhedsfremmende undervisningsform.

Metoden har sine fordele, mener de to. Blandt andet er der en helt fast skabelon for, hvordan man opbygger de sundhedsfremmende undervisningsforløb, og det er en klar fordel, mener Jette Skiveren.

'Når man skal kaste sig ud i noget helt nyt, synes jeg, det er rart, at der er en model, man kan holde sig til. Det var jeg glad for, da jeg gik i gang'.

Modellen fastlægger de faser, undervisningen skal løbe igennem, men det betyder ikke, at alle forløb ligner hinanden. Tværtimod. Sundhedsfremmende undervisning er uforudsigelig, mener Berit Meng.

'Eleverne skal arbejde med problemer, som de selv finder påtrængende. Deres personlige engagement og interesse er meget vigtig, og jeg kan ikke på forhånd bestemme eller forudsige, hvilke emner de kaster sig over. Og jeg kan heller ikke bestemme, hvad de skal gøre for at ændre problemerne. Det er vigtigt, at de selv træffer valgene. Men som lærer kan det være ret frustrerende, at man en gang imellem slet ikke ved, hvor man har eleverne', siger hun.

Det vigtigste er at turde

Berit Meng fortryder én ting i 'What a Wonderful World'-projektet: Det har været for bredt, og det frustrerede nogle af eleverne i begyndelsen. Men nu, hvor de har fået indkredset deres problemstillinger, går det godt, og eleverne arbejder selvstændigt og koncentreret. Og netop på grund af kravet om aktiv handling får man nogle elever med, som man ellers har svært ved at motivere.

'Da jeg lavede sundhedsfremmende undervisning i en af mine andre klasser, kom en dreng hen til mig og sagde: 'Normalt synes jeg ikke, det er sjovt at være her, men det her gider jeg godt!'', siger Jette Skiveren.

Mange af de elever, som kaster sig over traditionelle politiske problemer som for eksempel budgetforringelser, og som handler traditionelt med for eksempel læserbreve eller spørgsmål til et byråd, får ikke noget ud af deres anstrengelser i egentlig forstand. De flytter ingen hegnspæle. Men alligevel får de noget ud af projektet. De står ikke tilbage med det indtryk, at verden er dorsk og uflyttelig, mener Jette Skiveren.

'Mange politikere er gode til at forklare børnene, hvad de mener, og hvorfor de gør det. Og selv om børnene ikke får ændret noget ved nogle politiske prioriteringer, får de en fornuftig forklaring, og det er i langt de fleste tilfælde tilstrækkeligt for dem. De oplever, at de tør tage telefonen og ringe til borgmesteren. Og de oplever, at han tager dem alvorligt og giver dem en fornuftig forklaring. Det er to utrolig vigtige erfaringer, og selv om de ikke får ændret virkeligheden, ved de mere om, hvordan den hænger sammen'.-Mikkel Hvid er freelancejornalist

Powered by Labrador CMS