En musikhistorie, der omhandler populærmusikken fra 1977-1987, må imødeses med stor spænding og en vis skepsis: En udlægning af en musikepoke, der fylder meget i bevidstheden, og som stadig er meget tæt på. Hvad er prioriteret, hvad er udeladt?

Forfatteren opstiller seks genrer, der i perioden fra 1977 etablerer sig, og som i de efterfølgende år er med til (i større eller mindre grad) at præge populærscenen. De seks genrer er: Punk, disco, reggae, hiphop, heavy metal og elektronica. Alle områderne suppleres med, hvad der har rørt sig på den danske musikscene, ligesom bogen afrundes med et kapitel om den danske musik.

Morten Bays behandling af tiden og musikken bærer efter min mening meget præg af, at han kun går halvvejen i analysen af, hvad der driver udviklingen frem, og derefter kaster sig ud i namedropping af værste skuffe: Navne og hit til overflod og en (for) voldsom fokusering på salgstal og popularitet.

Sprogligt studser jeg over upræcise, lidt for populære formuleringer som: "... man skulle være lidt af en nørd for at kunne følge med" (om blandt andre Emerson, Lake and Palmer) eller "... at de hørte hjemme i 70'erne med deres protestsange og halvsyrede kompositioner (Gnags og Savage Rose). Understøttet af det indledende udsagn om, at "Halvfjerdserne var ikke den mest spændende tid at leve i ...".

Hvis man kan/vil læse let hen over sådanne floskler, er der mange interessante oplysninger i bogen. Forfatteren har et godt blik for sammenhænge stilarter og forskellige musikere imellem.