It-konsulenten, bolsjekogeren og sygeplejersken er tre af de 12 personer, der i bogen "Vejen frem" fortæller deres historie om vejen til det danske arbejdsmarked. Personerne i bogen har enten flygtninge- eller indvandrerbaggrund og er kommet til Danmark som voksne. Fælles for dem alle er, at de har kæmpet og klaret sig godt i uddannelses- og jobjunglen.

Hver historie giver læseren et indblik i den enkeltes udgangspunkt, drømme og strategier i kampen for at gennemføre en uddannelse og få en plads i arbejdslivet. Vejen er belagt med mange forskellige barrierer, hvor sprogbarrieren løber som en rød tråd gennem alle historier. Ikke at kunne kommunikere betyder afmagt og isolation. "Sproget er nøglen til hoveddøren" og "Jeg føler mig som et barn, der ikke kan noget som helst" er replikker hentet fra to forskellige interview. En tredje retter en kritik mod uddannelsessystemet: "Man bør gøre undervisningen på sprogskolerne mere effektiv. Ja i det hele taget øge undervisningskvaliteten". Kritikken viser, at det ikke er viljen til at lære sproget, der mangler, men at undervisningen ikke altid er optimal. Fortællingerne giver samtidig en indsigt i, at de små ting i hverdagen, som mange af os opfatter som en selvfølge, ikke nødvendigvis er en selvfølge, hvis man ikke er født og opvokset i landet. Små ting kan fremkalde tvivl, angst, ensomhed og glæde. Historierne har humor og varme og bekræfter det almenmenneskelige. Bogen er skrevet til undervisningsbrug, og det kan jeg kun anbefale.