Kommentar fra fagbladet Folkeskolen

Mere respekt for børn

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den offentlige sektor, herunder folkeskolen, har vel næppe nogensinde været så meget i vælten som netop nu. Skolernes bygninger er slidt ned. Lærerne og lederne er slidt ned og forlader skolerne i utide. Lærere og ledere bliver stressede. Stor uklarhed om, hvor folkeskolen vil og skal hen. Kampe imellem minister og store dele af skolens ledere og ansatte. Nedgang i tilgangen til lærerseminarierne. Universiteter, der går på strategisk strandhugst på læreruddannelsesområdet. Mildest talt: Der er gang i den. Der er problemer og udfordringer, så det vil noget.

Det bliver et fælles vilkår for folkeskoler, sygehuse, børnehaver, plejehjem og andre offentlige institutioner, hvor der foregår meget følsomme ting, at de i stadig stigende grad vil have offentlighedens bevågenhed, interesse, indblanding og indflydelse. Moderne informationsteknologi rettet både indad i institutionerne og udad i verden gør, at alle disse institutioner samtidig bliver stadig mere transparente. Omdømmeledelse, relationsledelse, politisk ledelse og interessentvaretagelse bliver derfor stadig vigtigere temaer. På vejen til den totale gennemsigtighed og bevågenhed må der komme et punkt, hvor nogle døre bliver lukket, hvor nogle rum bliver så interne og lukkede, at der skabes en form for arbejds- og refleksionsro, for eksempel i den enkelte folkeskole og på det enkelte hospital. Også nogle af de interne dokumenter og målinger må igen blive så private og interne, at offentligheden afskæres fra at blande sig og derved ofte gøre dokumentet og målingen til et så offentligt og helt andet anliggende, at det oprindelige og dybe formål går fløjten. Altså at hele opmærksomheden rettes mod offentligheden og ikke mod den enkelte elev, barn, patient og dennes tarv.

Oven over det hele har vi i Danmark begået en fatal og utilgivelig fejl: Vi har igennem årtier forsømt folkeskolen. Vi har ikke værdsat læreruddannelsen og lærergerningen nok. Vi har ikke i tilstrækkelig grad uddannet ledere og medarbejdere i folkeskolen. Og resultatet er en folkeskole og en stor gruppe af lærere og ledere, der har et ringe omdømme og en dårlig selvtillid og arbejdssituation. Det er et langt stykke af vejen ikke skolens skyld. Det er en selvfed og bedrevidende befolkning, der i en enorm selvovervurdering og selvgodhed var meget klogere på alt muligt end de dertil uddannede lærere, skoleledere og andre eksperter. Ovenover har vi haft nogle politikere, som ikke har bakket skolerne op, men haft travlt med at score stemmer andre steder. Men skylden er også den række af skolefolk, der for år tilbage reducerede alt i folkeskolen til noget, der kunne måles i minutter, sekunder og småbidder af indsatser, hvorved man i virkeligheden også, men fra andre vinkler, ringeagtede meget af det undervisnings-, udviklings- og dannelsesarbejde, der foregår og bør foregå i folkeskolen. Man ligger, som man har redt, og den danske folkeskole er i en miserabel tilstand, der kræver meget stor opmærksomhed og indsats.

Det, der først og fremmest skal ændres, er holdninger. Befolkningen og politikerne skal tage sig sammen til at forstå, at folkeskolen (sammen med vuggestuer og børnehaver) er samfundets grundpiller. Vuggestue, børnehave og folkeskole møder børnene på tidspunkter, hvor børnene er allermest følsomme, modtagelige og påvirkelige. Alt, hvad der foregår i disse institutioner, har afgørende og varig indflydelse på børnene. Det er en banal konstatering, som ikke kommer ud af min særlige ekspertise, men det må være sund fornuft - og rigtigt. Med andre ord: Det, der foregår i folkeskolen, er altafgørende for vore børn og dermed også for vort samfunds muligheder for at udvikle sig og klare sig i en fremtidig meget vanskelig og urolig verden. I virkeligheden drejer dette sig om vor manglende respekt for de børn, der skal udgøre fremtidens samfund. Når bygninger, arbejds- og ledelsessituationen ser ud, som den gør, så er det ringeagt for børnene. Vi fører politik med børnene. Vi udsætter dem for alle vore fordomme og letkøbte meninger. Vi udsætter dem for dumme test og prøver dem på ensidige måder og i stærkt begrænsede dele af den vifte af intelligenser, som de vil få behov for at værdsætte og udfolde, når de bliver voksne.

»Oven over det hele har vi i Danmark begået en fatal og utilgivelig fejl: Vi har igennem årtier forsømt folkeskolen. Vi har ikke værdsat læreruddannelsen og lærergerningen nok. Vi har ikke i tilstrækkelig grad uddannet ledere og medarbejdere i folkeskolen«