Helt »almindelige« lærere var der også

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Mange af skoleverdenens pinger har skrevet Det Alternative Sorø-møde ind i kalenderen som fast punkt på årsplanen. Men arrangørerne prøver at tiltrække flere deltagere uden tillidshverv og fast medieplatform, blandt andet ved at tilbyde gratis wildcard til lærerstuderende og lærere under 30 år.

Folkeskolen spurgte nogle af dem om, hvad der havde fået dem til at tage til Askov.

»Jeg brænder meget for skolepolitik og synes, det er interessant at lytte til oplæg fra folk, der ved noget om sagerne, og møde andre, der interesserer sig for det samme«, siger Jakob Toksvig, lærer på Bagsværd Skole.

Mødets slogan er »Debat om folkeskolens mest brændende hovedspørgsmål«. Hvad er det efter din mening?

»Jeg synes, at diskussionen om faglighedsbegrebet er interessant. Men afgangsprøver i de fleste fag og nationale test giver en snæver definition på faglighed, som ikke klæder skolen. Folkeskolen repræsenterer meget mere end det. For vel skal det, vi gør, være okay. Men vi skal ikke købe den politikerdagsorden, der vil have folk til at tro, at hvis man er uenig med regeringen, så er man imod faglighed«.

I Jakob Toksvigs team er man god til at synliggøre sit arbejde, mener han, og mødets oplæg og debatter har givet ny inspiration. Og så er det blevet klart for ham, at lærerne ikke kan deltage i alle kampe omkring skolen. »Vi skal vælge de diskussioner, vi vil deltage i, med omhu«, er hans konklusion.

For Jesper Koerstz-Jensen, lærer på Bistrupskolen i Birkerød, er det helt centralt at sørge for at få lærernes værdighed tilbage. Det kan godt ske inden for de nuværende rammer, men kan det ikke lade sig gøre, må rammerne laves om.

»Der skal ske et eller andet. Synet på læreren har ændret sig, vi har lidt tab af prestige og autoritet. Der er ingen lette løsninger på problemet, men mere i løn og forlængelse af læreruddannelsen med et år ville hjælpe os et stykke ad vejen«, mener han.

Hvorfor bruger du en weekend på dette her?

»Jeg havde et behov for at dele mine frustrationer over forholdene med andre og for at høre konstruktive oplæg og debatter om, hvad vi kan gøre«, siger Jesper Koerstz-Jensen.

Og weekenden havde tilsyneladende dækket noget af behovet:

»Jeg tror faktisk, at jeg går herfra med en større værdighed. For diskussionerne med de mange mennesker her har givet mig en følelse af, at vi vil meget, og vi kan meget i fællesskab«.

Maya Degn Litrup, lærerstuderende på Blaagaard Seminarium i København, havde også sikret sig et wildcard, for hun kunne slet ikke lade være med at deltage:

»Der burde være sådan et arrangement hver weekend. Det får os til at se skolen på en anden måde«.

tha@dlf.org

Skolens store spørgsmål - og svar

Folkeskolens mest brændende hovedspørgsmål til debat, lovede arrangørerne af konferencen Det Alternative Sorø-møde, der blev afholdt i weekenden 25.-26. august. Det foregik på Askov Højskole. Der var oplæg og skarpe synspunkter, debat og samvær for de omkring 150 deltagere. Mødet var arrangeret af en initiativgruppe med tilknytning til Huset LM, der har sin oprindelse i Lærerforeningens Materialeudvalg.

»Jeg havde et behov for at dele mine frustrationer over forholdene med andre og for at høre konstruktive oplæg og debatter om, hvad vi kan gøre« Lærer Jesper Koerstz-Jensen