Holger-prisen til Jens Raahauge

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Priskomiteen har valgt en didaktiker, en praktiker, en udpræget dannet mand med charme og lækkert hår, en filosofisk anlagt intellektuel bondebarber med sprogligt vid og gennemslagskraft. En mand, som, hver gang han åbner munden eller dypper pennen for at deltage i den offentlige debat, tilfører den kvalitet gennem nye vinkler og ordmagi«, lød det i begrundelsen for at tildele Det Alternative Sorø-mødes pris »Holger-prisen« til Jens Raahauge, formand for Dansklærerforeningen, skoleinspektør og pædagogisk samfundsrevser.

»Magthavere kan ikke blive fri for ham. Han er som en blå tapir, der dukker op og skaber opmærksomhed og spreder god stemning - og som den gode soldat Svejk, der med humor underminerer den oppustede magt«.

Prisen er opkaldt efter Holger Henriksen, der er tidligere central studielektor for seminarierne og forfatter til en række bøger, der argumenterer for at give demokratiet en fremtrædende plads i didaktikken. Den består af en lille bronzeskulptur udført af billedhuggeren Eiler Madsen.

tha@dlf.org

Skolens store spørgsmål - og svar

Folkeskolens mest brændende hovedspørgsmål til debat, lovede arrangørerne af konferencen Det Alternative Sorø-møde, der blev afholdt i weekenden 25.-26. august. Det foregik på Askov Højskole. Der var oplæg og skarpe synspunkter, debat og samvær for de omkring 150 deltagere. Mødet var arrangeret af en initiativgruppe med tilknytning til Huset LM, der har sin oprindelse i Lærerforeningens Materialeudvalg.

Powered by Labrador CMS