Bladet belyser glimrende, hvad der i lyset af den nye læreruddannelseslov kan udvikle læreres kompetence og fremme deres professionalisme. Og det er ikke så lidt. Ja, faktisk er det så meget og så svært, at man godt kan komme til at tænke på den gamle sentens om, at det bedste ofte er det godes værste fjende.

Netop det tema behandles da også glimrende af flere af bidragyderne.

Bodil Nielsen slår således til lyd for, at de lærerstuderende, selvom de naturligvis skal præsenteres for pædagogiske idealer, samtidig skal rustes til både at klare og udvikle praksis på skoler, der sjældent ligger i Slaraffenland, men i almindelige, fattige kommuner med forældede undervisningsmaterialer. Og derfor skal teori ikke bare præsenteres, men også diskuteres i forhold til konkrete eksempler, så de studerende udvikler kompetence i at bruge teorierne. Også når de er færdiguddannede!

Hans Jørgen Kristensen ser positivt på, at uddannelsen tydeligere bliver professionsrettet ved at kræve målene formuleret i kompetencetermer og ved at kræve, at alle fag skal forholde sig til deres samspil med praktikken. Men, og der er et stort men, meget vil afhænge af, hvordan de store ambitioner i bekendtgørelsen omsættes til praksis i de lokale studieordninger.

Frits Hedegaard Eriksen er faktisk den, der mest markant sætter fingeren på dansk læreruddannelses dilemma: om hvorvidt den gamle Carl Aage Larsenske ambition om, at syntesen mellem det faglige, det pædagogiske, det psykologiske og sociologiske (alene) skal foregå i den enkelte lærerstuderendes eget hoved, er realistisk - eller om det, som Danmarks Evalueringsinstitut også pegede på i sin evaluering, pinedød er nødvendigt at skære sammenhængen tydeligere ud i pap, når et stort flertal af de studerende ikke selv magter at se sammenhængene mellem uddannelsens elementer, mens de er studerende? For sker den faktiske udvikling af lærerkompetencen først i lærerens begynderår som lærer, er risikoen for "tilbagefald" til efterligning af egne læreres ateoretiske unoder markant.

Jens Peter Christiansen sætter også fingeren på ømme punkter i sin artikel, som er en slags anmeldelse af Hilbert Meyers bog "Hvad er god undervisning?". Danske lærere er nemlig for ofte spændt ud mellem idealiserede forestillinger, og hvad de selv har gode erfaringer med. Hvorimod de for sjældent inddrager empiri. Og det misforhold bliver både tydeligere og mere fatalt i disse år, hvor man fra centralt hold taler højere og højere om "best practice" og "evidens".

Hans korte introduktion til Meyers ti kendetegn ved god undervisning og hans opstilling af fem kompetenceniveauer giver samtidig lyst til fortsat læsning.

Hæftet er altså både oplysende og inspirerende og kan gøre både lærerstuderende, færdiguddannede lærere og seminarielærere klogere på, hvad der bidrager til at udvikle og vedligeholde lærerprofessionalisme. Og da det er dejligt upolemisk, kan der også hentes ammunition, til når vi skal have politikere i tale.