Esther Plange

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vores gode kollega Esther Plange på Gørlev Skole døde pludseligt den 7. august, 57 år.

Esther var en dynamo i arbejdet med eleverne i A-klasserne. Hun var en utrættelig forkæmper for børnene på en måde, som aftvang respekt fra samarbejdsparterne.

Esther påtog sig et ekstraordinært ansvar for både elevers og kollegers velfærd ved sit nærvær og sit store engagement. Hun fulgte sine elevers liv med opmærksomhed, også efter de havde forladt skolen. Hun havde et forbilledligt samarbejde med forældre. Der blev talt lige ud af posen, men altid i en respektfuld og ærlig tone. Forældrene vidste, at de kunne regne med Esther, og at hun altid var parat med hjælp og rådgivning.

Der var aldrig stille omkring Esther, ofte har hendes bramfri og rammende bemærkninger fået latteren til at skylle gennem lærerværelset.

Arbejdet i A-klasserne vil fortsætte i Esthers ånd med hendes hjertevarme forståelse for mennesker og tro på, at det er muligt at gøre en forskel.

Lene Jeppesen, skoleleder, Gørlev Skole