Alinea og Forlag Malling Beck fusionerer

To af de store aktører på det danske marked for undervisningsmidler fusionerer og flytter sammen. Det nye forlag lover at videreføre og udvikle de mange undervisningssystemer, de to fusionerede forlag bringer med sig.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Fusionen sker som følge af at Egmontkoncernen i juni købte Bonnier Forlagene i Danmark.

"Vi vil naturligvis benytte situationen til at rationalisere, men kun på det administrative område", siger den hidtidige Alineadirektør Ebbe Dam Nielsen til folkeskolen.dk. Han bliver det nye forlags øverste leder, og den tidligere Forlag Malling Beck direktør Lars Tindholdt kommer til at indgå i den daglige ledelse.

"Forlaget kommer til at fungere som ét forlag indadtil, men fem forlag udadtil, som vil have hver sin udgivelsesmæssige linje og hver sin markedsføringsprofil. Men vi vil fremover kunne støtte de enkelte redaktioner bedre, og dermed skabe forudsætninger for et alsidigt og frodigt udviklingsmiljø, både for forfattere og redaktører", siger Ebbe Dam Nielsen. Praktisk taget alle fagredaktører fortsætter.

Fusionen skal behandles af Konkurrencestyrelsen før den kan træde i kraft. Effekten af sammenslutningen, der også omfatter Akademisk Forlag og forlaget Alfabeta, vil derfor først vise sig i løbet af efteråret, vurderer Ebbe Dam Nielsen.

Powered by Labrador CMS