Lone går i 9. klasse på en stor københavnsk folkeskole. Hun beskriver en del af sine klassekammerater sådan:

»Kim og alle dem dér - Victor og sådan noget - de har nogle ret sjove tøjstile. Altså sådan nogle bukser, der skal være helt ind til benet. Og så sådan nogle mærkelige store sko og underlige trøjer og sådan noget. Og så har de madpakker med«.

Opdelingen af disse drenge som nogle, der går i underligt tøj og har madpakker med, virker måske komisk på de fleste, men det er en uhyre vigtig del af den sociale virkelighed i skolen. Det er ikke ligegyldigt, om man går med stramme eller løse bukser, hører Eminem eller Britney Spears, har madpakke med eller køber sin frokost på grillen, kebabben eller i supermarkedet.

Vi deler hinanden op ud fra mange former for tegn, og når vi hører om drenge som Victor, der går i umoderne tøj, har madpakke med, er glad for computere og naturvidenskab og går til spejder, er »nørd« en kategori, som mange af os vil tænke på. Der er naturligvis tale om stereotype forestillinger, hvor man ud fra få træk slutter sig til, hvordan helheden ser ud. Vi kan for eksempel ikke vide, om Victor hører hiphop, men vi tror det ikke, fordi det passer dårligt med det billede, vi har af drenge, der har disse kendetegn.

Sprogbrug har betydning for, hvilken gruppe man tilhører, på samme måde som påklædning, spisevaner, skoleorientering, fritidsaktiviteter. Skoleelever taler ikke ens, og forskellene er ikke tilfældige. Sprogbrugen benyttes i dannelse af identitet og til at signalere forskellige sociale identiteter. Det er for eksempel ikke ligegyldigt, hvilken t-udtale man har. Der er forskel på, om man siger »tina«, »tsina« eller måske »tjina« for navnet Tina. Mens »tsina« er en typisk »pæn-pige-udtale«, er »tjina« en typisk »sej-dreng-udtale«.

I løbet af de år, børn går i skole, differentierer de sig mere og mere indbyrdes, og det foregår på mange forskellige måder. Det er åbenlyst for enhver, der har haft kontakt med elever i folkeskolens ældste klasser, at eleverne ser meget forskellige ud - de går i forskelligt tøj, har forskellige frisurer, tasker, hovedbeklædninger. De færdes mange steder på skolen. Der er dem, der hænger udenfor og ryger. Dem, der bliver i klasselokalet i frikvartererne. Dem, der spiller fodbold i gården. Dem, der sidder ved bordene og snakker. Det har alt sammen at gøre med elevernes identitet. Er man en »pæn pige«, hænger man ikke ved cykelstativerne og ryger, og er man en »nørdedreng«, spiller man ikke fodbold. Elevernes sociale identiteter hænger altså i høj grad sammen med deres adfærd og deres stilistiske fremtoning. Faktisk kan man ligefrem hævde, at elevernes selv-præsentation og de sociale sammenhænge, de deltager i, er definerende for deres sociale identitet. De »pæne piger« er pæne netop i kraft af det, de deltager i, deres tøjvalg, frisurer, de steder, de kommer i frikvartererne, de fritidsaktiviteter, de deltager i, deres adfærd i forhold til drengene. Identitet er altså noget, man gør, ikke noget, man er.

Jeg har tilbragt syv måneder blandt 9.-klasse-eleverne på en københavnsk folkeskole for at undersøge sammenhænge mellem elevernes sociale identitet og deres udtale.

De væsentligste sociale kategorier er kategorierne »pige« over for »dreng« og »udlænding« over for »dansker«. Det er elevernes egne betegnelser, jeg bruger, og »udlændingene« er i langt de fleste tilfælde født og opvokset i Danmark, men det er vigtigt for mig at tage udgangspunkt i elevernes fremstillinger af deres sociale verden. Man er nemlig ikke defineret som »udlænding« ud fra kriterier som modersmål eller forældrenes opvækstland, men ud fra hvad man gør. Saba er uden tvivl årgangens mørkeste pige, hun omtaler sig selv som eritreaner, men hun er ikke »udlænding«. Som hendes klassekammerat Samira siger: »Jeg er den eneste udlændingepige i min klasse«. Når Saba ikke kategoriseres som »udlænding«, er det, fordi hun ikke agerer som en »udlændingepige«. Saba agerer fuldstændig som sin bedste veninde Mira, går i det samme tøj og kommer de samme steder. Og hun gør intet af det, der kunne forbinde hende med »udlændinge«-kategorien, som at hænge ud ved bagvæggen i fællesrummet, at gå med tørklæde eller lange bluser.

Ser vi på sprogbrugen hos piger, drenge, »udlændinge« og »danskere«, får vi et meget klart resultat: »Udlændingene« bruger flest nye københavnske udtaleformer, men der er forskel på, hvem der bruger hvilke: »Udlændingepiger« og »udlændingedrenge« bruger forskellige udtaleformer. »Udlændingepigerne« bruger mest »ts«, mens »udlændingedrengene« bruger mest »tj« - for eksempel i ord som »tsime«/»tjime« (time) eller »tseori«/»tjeori« (teori). Faktisk er det sådan, at »udlændingene« er længst fremme med otte ud af de ni udtaletræk, jeg har set på. Det eneste sted, de ikke fører, er i brugen af »kortvokalforlængelse«, som er et klassisk lav-københavnsk træk (kendes fra udtaler som »karfe« for »kaffe« eller »grobe« for »gruppe«). Her fører »danskerne« altså.

Der er ikke tale om udtaler, sprogforskere aldrig har bemærket før, men der er i høj grad tale om udtaler, som vi kendte i forvejen, men som nu ser ud til at blive benyttet især af unge fra »udlændinge«-kategorien. Eleverne bruger de varianter, de har til rådighed, til at signalere, hvor de hører til og ikke hører til i det sociale rum, som skolen udgør.

Det har betydning for sprogbrugen, hvilken kategori man tilhører, men dette hænger sammen med et andet perspektiv - praksisperspektivet. Kategorierne kan nemlig nuanceres, splittes op og samles på nye måder, hvis man inddeler eleverne efter, hvad de gør. På baggrund af systematiske studier af elevernes gøren og laden gennem de syv måneder, jeg var på skolen, kom jeg frem til otte grupper, som kan ses som en form for nuancerede kategorier. Hver gruppe har jeg givet et navn. De otte er: »udlændingepigerne«, »de pæne danske piger«, »de seje piger«, »de alternative piger«, »seje etnisk blandede drenge«, »pæne danske drenge«, »seje danske drenge« og »nørdedrenge«. Her er »pæne danske piger« eksempelvis karakteriseret ved, at de går i lyst poptøj, lyse, lavtaljede jeans, tætsiddende toppe i pastelfarver, eventuelt med en kort åbenstående hættetrøje over, gummisko og med smykker og bælter. De kommer i fællesrummet i frikvartererne, hvor de sidder og snakker. De vil i gymnasiet efter folkeskolen, og i fritiden går de i fitnesscenter og arbejder i tøjbutik, bager- eller blomsterforretning - ikke supermarked. Sprogligt er de karakteriseret ved at bruge »ts« for t og specielle former for s- og a-udtale.

Tilsvarende kan vi se på »seje etnisk blandede drenge«, som er karakteriseret ved, at de går i sort, hvidt eller gråt poptøj. De går som regel i løse, men ikke baggy jeans og bukser i andre materialer, som regel sorte eller grå. Derudover går de med T-shirt, smykker, halskæder og af og til kasket. Mærketøj, for eksempel Iceman. Sprogligt bruger de »tj« for t, ustemt r - et r, som lyder noget i retning af »hr« - og en bestemt form for »sj«-udtale.

Der er altså en stærk sammenhæng mellem, hvordan de unge bruger sproget, og hvordan de bruger alle mulige andre former for tegn, de har til rådighed.

For at få et indtryk af hvor stor en betydning sprogbrugen i sig selv har for vores indtryk af andre, har jeg afspillet meget korte sekvenser med elever, der repræsenterer de forskellige grupper, for elever på andre skoler i København. Formålet var altså at undersøge, om andre unge var i stand til at »genkende« elevernes sociale identitet alene ud fra sprogbrugen. Resultatet viste meget klart, at det var de. Undersøgelsens Louise blev genkendt som »populær pæn pige«, mens Rashid blev genkendt som »sej indvandrer«. Der ligger altså en stor del social betydning i vores sprogbrug, og den kan i høj grad fortolkes ud fra endog meget korte taleuddrag.

Vores sprogbrug forbinder os, uanset om vi vil det eller ej, med bestemte kategorier eller med det, man gør. Det er meget tydeligt blandt 9.-klasse-elever, men det foregår på samme måde blandt voksne. |