Personalepolitisk har forløbet i Rødovre været tåbeligt og skadeligt, mener lederen i Folkeskolen nummer 50, 1998. Pædagogisk set er Rødovre-modellen uigennemtænkt, men desværre så nærliggende, at den er blevet en kommunal trend, det er vanskeligt at kæmpe imod.

De internationale undersøgelser af danske børns skolemæssige færdigheder synes at have skabt et massivt pres for en udvidelse af skoledagen. De 'billige' pædagogers indtog i skolen kombineret med mulige besparelser på fritidsordningerne åbner for den økonomiske mulighed.

Det er min opfattelse, at undervisning i indskolingen mellem klokken 8 og 12 er meget passende. I skolen er legen underordnet læringen, hvis formål er elevernes kvalificering. En indholdsmæssig og strukturel integration af det pædagogiske og skolemæssige felt i en udvidet skoledag vil derfor uvilkårligt glide over i skolens 'kolonialisering' af børnenes fritid og den særlige udfoldelse, den skaber rum for.

Et samspil, en dialog mellem leg og læring er udmærket, og lærerne skal være åbne over for legens anvendelse i undervisningsmæssige sammenhænge. Men det er vigtigt at gøre sig klart, at læring er et meget overordnet begreb. Skolens særegne bidrag til børnenes læring er lærernes undervisning i læsning, skrivning og matematik. Det er færdigheder, børn ofte ikke umiddelbart lærer sig, og hvor børnenes udbytte er snævert forbundet med lærernes faglighed og erfaring. Mange af de naturvidenskabelige erkendelser, kroppen og dens funktioner og så videre kræver ligeledes den systematiske udvikling, der kendetegner undervisning.

Det samme gælder indsigten i menneskers handlinger, samfundet og dets rødder.

Skolen er vigtig. Det frirum, der ikke er skole, er mindst lige så vigtigt i barnets alsidige udvikling og dannelse. Det er vigtigt, at frirummet bliver et sted, hvor lysten er den drivende kraft, og hvor den enkelte i vidt omfang selv bestemmer. Det kræver en meget anderledes voksenrolle end lærerens.

Den voksnes tilstedeværelse i frirummet er et omdiskuteret emne. Det er klart, at børn har brug for at være 'sig selv' sammen med andre børn og alene.

Friheden fra for meget voksenkontrol må dog ikke forveksles med, at fraværet af voksenkontakt i den fri tid er ønskeligt. Det er vigtigt, at indfølende, nærværende pædagoger er til stede og virker i forhold til børnene, når der på forskellig vis er behov for dem.

Lærere og pædagoger kan og skal lære af hinanden, og de skal virke sammen om børnene. Men jeg frygter, at integrationen i en helhedsskole, der let løber over i en heldagsskole, får rollerne til at smelte sammen i midterfeltet af det samlede virke. Betyder det ikke en afprofessionalisering af henholdsvis læreren som underviser og pædagogen som den, der varetager frirummet?

Man hører ofte, at vor tids børn er rodløse og forvirrede zappere. Ikke kun foran fjernsynet, men også springende fra den ene aktivitet til den anden. Udsagnet er grundlaget for krav om mere helhed i børnenes tilværelse. Men er barnet normalt ikke ganske god til at bestyre de forskellige verdener, det bevæger sig i? Er lykken for børnene at indskrænke feltet? Er det befordrende for deres udvikling?

Per Bregengaard

uddannelses- og ungdomsborgmester

København