Anmeldelse

Skrumpen fra det ydre rum / Rejsen til Snuq

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der har været stille om Skrumpen siden 80'erne, hvor dens mantra, "farver og striiiber!" , blev en landeplage blandt børn i alle aldre. Genudgivelsen af de to første bøger i serien er et velkomment initiativ, for Skrumpen-bøgerne er herligt befriet for enhver morale, og den gakkede fortælling om drengen Gustav og hans plageånd Skrumpen er med 25 år på bagen stadig gedigent underholdende. Skrumpen har udvalgt Gustav til at gøre verden farvet og stribet, så den er til at holde ud at være i, og når knægten udviser store evner for kemi, matematik og musik, ser Skrumpen det som sin fornemste opgave at sætte en stopper for dette tidsspilde. Skrumpens indblanding bringer begge hovedpersoner vidt omkring og i seriens anden bog endda helt til planeten Snuq i det ydre rum.

Fakta:

Titel: Skrumpen fra det ydre rum / Rejsen til Snuq

Forfatter: Gunnar Wille

Type: Bog med cd

Forlag: Sesam

Bøgerne er nogenlunde ligeligt fordelt mellem tekst og billeder med masser af knald på både farver og striber. Der følger også en lydbog med, men fortælletempoet er hæsblæsende, og der er mange afvigelser mellem den skrevne og den indtalte tekst, så der er kun lidt hjælp at hente for den svage læser, som gerne vil have en stemme at støtte sig til. Selv mistede jeg tråden et par gange undervejs. Til gengæld er de mange effektfulde brag, klask og udråb så anstrengende i længden, at børnene med garanti vil elske det. Så snart de kan læse, kan de sætte sig ned og læse "Skrumpen", kan de.