Anmeldelse

Hånden fuld af digte - 3.-5. klasse

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Forsiden illustrerer udmærket, hvilket poetisk og på samme tid filosofisk indhold digtene rummer. Målgruppen er 3. til 5. klasse, og digtene er grupperet i temaer af forskellig karakter, men fælles fokus er leg med og fordybelse i sproget og dets muligheder.

Fakta:

Titel: Hånden fuld af digte - 3.-5. klasse

Forfatter: Jonna Byskov, Marianne Keinicke

Serie: Dansk i midten

Type: Diverse

Forlag: Alinea

Størstedelen af digtene er moderne og er skrevet af danske forfattere, men også det øvrige Norden er repræsenteret. Elevbogen rummer ud over digte stemningsgivende og informerende illustrationer, mest i form af tegninger, men også fotos og enkelte gengivelser af malerier.

Lærervejledningen bærer præg af, at materialet er gennemprøvet af en hel del klasser og lærere. Ud over forslag til undervisningsforløb vises en række eksempler på elevtekster og tilhørende tegninger, som efter min mening til fulde dokumenterer, at eleverne både har holdt af at arbejde med digtene og har fået meget ud af det. Til eksempel kan tjene Celine, som har skrevet dette lille digt: "Tusind stjerner tindrer, Stille stille, Små snespor ses, Snemanden står så smukt".

Vi har her at gøre med et meget inspirerende materiale, som rummer et uendeligt antal ideer til inspiration for andre lærere. For fuldstændighedens skyld skal det nævnes, at der også er sytten kopisider med til elevernes eget arbejde med stoffet, og at lærervejledningen rummer en cd med otte digte indlæst af forfatteren Poul Larsen.

Jeg kan kun give min varmeste anbefaling.