To parallelle agitatoriske forløb præger tiden. Det ene omfatter et diffust krav om, at vort klart dokumenterede katastrofalt lave uddannelsesniveau skal hæves. Helst til mindst samme højde, som skolen virkelig formåede det, dengang realskolen var indrettet på at nå et uddannelsesniveau, der nu er en saga blot. Det andet agiterer for en bedring af børns sundhed. Men da man ikke aner, hvordan man får de gode hensigter om børns sundhed implementeret i virkeligheden, må skolen som sædvanlig holde for bakket op af noget, der nærmest ligner et samfundsherskende overgreb på det forældreansvar, som man ellers prøver at fastholde forældrene på i andre sammenhænge. Forskellen på de to agitationsfelter er, at det første i sin retoriske velmenthed preller aldeles af på de politiske beslutningstagere og deres pædagogiske bagland. Alle taler om faglighedens nødvendighed. Ingen vil løfte en finger for at indrette skolen, så den egner sig til formålet. Modsat kan agitationen om børns sundhed få alle på barrikaderne. Christel Schaldemose tordner i Folkeskolen nummer 19 mod, at »vi svigter de tykke børn«. Ingen så meget som hvisker noget om, at skolen skam også svigter såvel de bogligt stærke som de svage børn i undervisningen. Allerhøjst trækker man på smilebåndet og bemærker, at de boglige da sagtens kan nå det, de skal, ved egen hjælp. Og de svage lærer vistnok mest ved at sidde ved siden af de kloge. Og lærerne har jo undervisningsdifferentieringen. Og så er alt jo muligt. Selv det umulige. Så meget nonsens og udenomssnak klistrer man rigtignok ikke børnenes sundhed ind i, selv om Ulla Marie Mortensen i Folkeskolen nummer 20 synes, at de gode erklæringer aldrig når længere end til erklæringsstadiet. Og så skal man ikke se bort fra, at den succesfulde sundhedsagitation tjener det nyttige formål at bortlede opmærksomheden fra skolens lovunderstøttede elendighed.