Fem nye bøger om Tysklands historie

Det tyske samfund / Den tyske hverdag / Tysklands historie / Tysklands betydning for Danmark / Det danske mindretal i Sydslesvig

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

De første to bøger i den velkendte lærebogsforfatter Sven Skovmands serie om Tyskland er skrevet af den tyske historiker Martin Groh, der både taler og skriver dansk, og som har et indgående kendskab til både danske og tyske forhold. De sidste tre er skrevet af Sven Skovmand selv. Den første bog i serien vil blive sendt gratis til alle skoler med overbygning.

"Tyskland 1 - det tyske samfund" handler om, at der i Tyskland er både flere fattige og flere rige end i Danmark. Det er sværere at gennemføre reformer, fordi de skal vedtages af både Forbundsdagen og delstaterne. Bogen fortæller om de enorme problemer, som genforeningen af de to Tysklande har skabt. Selv om Vesttyskland hvert år har brugt næsten 600 milliarder kroner på at hjælpe Østtyskland på fode, er det ikke lykkedes endnu. Tyskland lider også under et ineffektivt sundhedssystem og et alt for stift arbejdsmarked. Men forholdene ser trods alt ud til at blive bedre.

"Tyskland 2 - den tyske hverdag": De danske plejehjem betales af kommunerne. I Tyskland må de pårørende betale en del af udgifterne selv. Børn har nemlig pligt til at tage sig af deres forældre. Det er en af de overraskende forskelle, der er på Danmark og Tyskland - to lande, der ellers ligner hinanden. En række af disse forskelle beskrives i denne bog.

"Tyskland 3 - Tysklands historie": Tyskland har ikke én historie, sådan som Danmark har. For igennem det meste af landets tid har det været delt i mange stater, der hver for sig har haft deres egen udvikling og historie. Først i 1871 fik man en fælles tysk stat. Tyskerne havde hovedansvar for de to verdenskrige, der skabte store ulykker og også ramte tyskerne selv. Men tyskerne er i modsætning til de fleste andre folk klar over de misgerninger, de har begået, og afslører dem skånselsløst. I dag behøver ingen frygte de tyske våben. Men måske nok den tyske konkurrenceevne, for Tyskland har i flere år været det land i verden, der har haft den største eksport.

"Tyskland 4 - Tysklands betydning for Danmark": Tyskland har gennem årene spillet en stor rolle for Danmark - langt større, end vi til daglig tænker på. Det giver denne bog en række eksempler på. Den tyske erobring af Sønderjylland og senere nazismen og besættelsen 1940-45 har i en del år forpestet forholdet mellem danskere og tyskere.

"Tyskland 5 - Det danske mindretal i Sydslesvig og andre mindretal i Europa": Det danske mindretal i Sydslesvig omtales især, når der er valg til landdagen i Kiel, og man kan se, hvor mange der støtter den danske liste. Men mindretallet har også en hverdag, og hvordan er den? Kan man fastholde danskheden i et samfund, der er præget af tysk sprog og kultur? Kan ildsjælene bevare gnisten? Disse spørgsmål søges besvaret i denne bog, der beskriver mindretallets mange arbejdsopgaver, muligheder og problemer.

Bøgerne er skrevet i et sprog, der gør dem velegnede fra 8. klasse. De indeholder mange gode illustrationer og faktaoplysninger. De vil derfor kunne være et godt supplement til et emne om Tysklands historie i både samfundsfag og historie. Til dette brug kan jeg anbefale bøgerne.