Pædagogisk tænkning - nogle idéhistoriske holdepunkter

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Med denne introduktion til nogle centrale holdepunkter i idéhistorien og pædagogikken giver Jørgen Lauritzen såvel studerende som uddannede mulighed for at fordybe sig og blive inspireret uden samtidig at føle sig overrumplet af tørre teorier løsrevet fra enhver virkelighed.

Bogen er inddelt i fem hovedafsnit, der på hver sin vis er centrale i både filosofien og pædagogikken. Disse fem afsnit, der i hovedtræk præsenterer læseren for Platon, Kant, Rousseau, Gadamer samt Løgstrup og Hal Koch, må betragtes som inspiration for videre læsning - hvilket da også er forfatterens hensigt med bogen.

Som en lærebog for pædagogstuderende er Jørgen Lauritzens bud på centrale tænkere - og tanker - velskrevet og let tilgængeligt. I et sprog, der fastholder læseren, formår Lauritzen ikke blot at bringe væsentlige pædagogisk-filosofiske problemstillinger på banen, han formår også at fastholde et fagligt niveau, der ikke giver køb på indholdets sværhedsgrad og vigtighed. Således henvises der ofte til originale værker ved brug af citater og litteraturliste, hvorved pointerne underbygges, og læseren inspireres til videre fordybelse.

Ved at sammenholde centrale filosofiske aspekter - erkendelsesteori, hermeneutik, fornuft med videre - med det specifikt pædagogiske synes bogen at være vedkommende ikke kun for filosofisk interesserede, men også for folk, der i det pædagogiske arbejde ønsker at belyse centrale og aktuelle problemstillinger.

Med det for øje, at bogen er en introduktion, og at den dermed ikke kan stå alene hverken som filosofisk eller pædagogisk litteratur, kan den varmt anbefales til enhver, der ønsker at blive såvel udfordret som inspireret inden for det pædagogiske felt.