Håndbog i sløjd

- andre materialer

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Dansk Skolesløjds Forlag udgav i 2006 en ny håndbog i sløjd. De to foregående er, og har været, en fast bestanddel i sløjdsalene rundt om i landet, men der har længe manglet en håndbog/opslagsbog, der tager fat på nogle af de mange andre materialer og teknikker, som sløjd også beskæftiger sig med i dag. Det er nu sket. "Håndbog i sløjd - andre materialer" har set dagens lys. Denne bog har fået farven grøn på omslaget, men er ellers magen til de to forrige. Samme typografi, samme opsætning. Når man ser den, forestiller man sig ikke, at det er en nyudgivelse - den ligner en, der har stået i sløjdsalen altid - man bliver helt nostalgisk.

Bogen indeholder kapitler om frisk træ, pil, børstenbinding, ben og horn, læderarbejde, glasperler og sten. Hvert kapitel beskriver materialet, arbejdsstilling, teknikker, metoder og giver ideer til fortsat arbejde. Bogen er krydret med mange små sort-hvide fotos og tegninger. Der er i de senere år udkommet mange grundige og udmærkede hobbybøger, som også behandler nogle af de materialer og teknikker, som vi arbejder med i sløjd. Disse er inspirerende med mange store flotte billeder og et væld af ideer. Sådan er denne bog ikke, men "Håndbog i sløjd - andre materialer" er lige præcis det, den udgiver sig for, nemlig en håndbog, og jeg byder den velkommen i sløjdsalens bibliotek, hvor den vil blive brugt, når jeg har brug for at repetere.
Powered by Labrador CMS