Morgenstund har ifølge overleveringen guld i mund, og det har morgensang ifølge Dansk Folkeparti også. Partiet har for nylig foreslået, at den skal gøres obligatorisk i folkeskolen.

Da jeg var dreng, sang vi morgensang og bad Fadervor. Vi samledes på gangen og skrålede »I Danmark er jeg født« og »Se, nu stiger solen af havets skjød«. Skoleinspektøren var højtidelig ceremonimester, og vé den stakkel, der kom for sent eller lavede pjat. Han risikerede at få én på lampen.

Siden dengang har fælles morgensang haft ret trange kår, men snart skal det altså være slut. Måske.

Ideen om fælles morgensang er besnærende, for musik og sang er komplementært til det logiske og intellektuelle, som skolen domineres af, og så er der det med sangskatten og kulturarven.

Men danske børn gør ikke altid, hvad der bliver sagt, og der er grænser for, hvor langt motivationspædagogikken rækker. Husk på, at folkeskolepædagogik stort set er sanktionsløs.

Undervisning i folkeskolen handler i høj grad om pædagogiske balancer - hvad kan fungere med de elever og de styringsmuligheder, lærerne og skolen har. Hvis morgensangen ikke kan være en god oplevelse, er der tale om negativ indlæring, og så er det bedre at lade være eller decentralisere og differentiere.

På min skole har vi hver morgen fællessang, men kun for børnehaveklasse - 2.klasse. Det fungerer. Når det går højt, er det en fryd at være med til. Men der er klart forskel i engagementet, når vi synger »Hodja fra Pjort«, og når vi synger »I østen stiger solen op«. De fleste gamle sange og salmer er nødt til at lukrere på de nye, rytmiske sanges kreditværdighed. Nogle af eleverne bliver urolige, hvis sangene er gammeldags. Flere af dem har svært ved at gøre noget, de ikke har lyst til, og jeg tror også, de har svært ved intimiteten. Det er en slags førpubertet.

Hvis der er for meget ulyst og uro ved en fælles morgensang, så tipper balancen og stemningen, og det fungerer ikke længere. Morgenstund får uld i mund.

Min pointe er ikke, at morgensang er skadeligt, men at politikerne må overlade beslutninger om morgensang til de enkelte skoler. I stedet kan det anbefales dem at læse og bruge den rapport, som »Det musiske udvalg« på Ole Vigs bestilling afleverede i kølvandet på 93-loven. Den blev aldrig samlet op. Ærgerligt, for den var visionær på den gode måde.