Debat

»Kosmetiske ændringer«?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kære Thorkild Thejsen (Folkeskolen nummer 17): Du må have evner, vi andre ikke har. Det er trods alt imponerende, at du allerede nu midt i forløbet om trepartsforhandlingerne om bedre kvalitet i den offentlige sektor kan forudse, at det hele blot ender i »kosmetiske ændringer«.

Men lad mig skære det ud i pap: Jeg kunne ikke drømme om at indgå forhandlinger med regeringen om kvalitetsreformen, hvis jeg ikke troede på væsentlige forbedringer for vores medlemmer i den offentlige sektor.

Og der er rigeligt plads til forbedringer. Alt for mange offentligt ansatte løber alt for stærkt i øjeblikket på grund af et umenneskeligt arbejdspres, en stram økonomisk styring og dårlig ledelse.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Vi har præsenteret regeringen for en lang række krav. De vigtigste er, at der skal flere hænder i den offentlige sektor. Folk på deltid skal for eksempel have ret til at gå på fuld tid, og det offentlige skal være langt bedre til at indføre seniorordninger for at holde på de ældre medarbejdere.

Desuden er det på høje tid, at arbejdsmiljøet i den offentlige sektor bliver forbedret, så den helt uacceptable fysiske såvel som psykiske nedslidning ophører.

Derudover er der brug for en massiv oprustning af uddannelsesniveauet. Ufaglærte skal have ret til uddannelse, det skal være langt nemmere at oprette voksenlærlingepladser, end det er nu, og de med uddannelse skal have mulighed for videre- og efteruddannelse.

Sidst, men ikke mindst, skal tilliden blandt de ansatte og ledere genoprettes. Dødssyge kontrolforanstaltninger skal afskaffes, og alle offentligt ansatte har ret til at ytre sig om kritisable forhold på deres arbejdsplads uden trussel om fyring.