Debat

Undersøgelse baserer sig på casestudier

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Niels Christian Sauer har i Folkeskolen nummer 17 en kommentar til, at Danmarks Evalueringsinstitut (Eva) er i gang med en undersøgelse af danske erfaringer med elevplaner.

Formålet med Eva's undersøgelse - og dermed også det metodiske design bag undersøgelsen - har Niels Christian Sauer dog ikke fået rigtigt fat i, og derfor vil jeg gerne præcisere det her.

Undersøgelsen fokuserer på, hvordan brugen af elevplaner fungerer i tilrettelæggelsen af undervisningen og i den løbende evaluering af eleven, og hvilken betydning de har for skole-hjem-samarbejdet. Undersøgelsen skal give viden til og fungere som en forundersøgelse til en evaluering af elevplaner, der vil blive sat i gang i 2008. I 2008-projektet skal de danske skolers erfaringer med arbejdet med elevplaner evalueres, og evalueringen vil inddrage et bredt udsnit af folkeskoler i Danmark.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Den igangværende undersøgelse baserer sig på casestudier af seks danske skoler, der i nogen tid har anvendt elevplaner. Når undersøgelsen inddrager skoler, der allerede har erfaringer med at anvende elevplaner, er det for at sikre, at undersøgelsen afdækker netop erfaringer - og ikke holdninger eller intentioner forud for et arbejde med elevplaner. Og så er det for at kunne udbrede allerede høstede erfaringer med de nu lovpligtige elevplaner til en bredere kreds af skoler. Casestudierne vil rumme besøg på skolerne og interview med både forældre, lærere og skoleledelser.