Underretningspligt
0   345

Et helt andet liv

For 40-årige Jens Mundeli-Jensen gjorde det en verden til forskel, at hans lærere i 7. klasse fik ham i kontakt med de sociale myndigheder

Jens Mundeli-Jensen har gået på mange folkeskoler. Hans mor fik syv børn med syv forskellige fædre, så han er flyttet mange gange. De første år gik det meget godt, men da han som tiårig fik en ny lillebror, og hans mor og hendes nye mand flyttede til Albertslund fra Jylland, blev det ham, der skulle klare alt hjemme.

»Jeg kunne aldrig komme ud at lege med kammeraterne eller deltage i ting. Det var mig, der skulle passe min lillebror, så jeg havde nok at gøre med at købe mælk og mad, skifte ble og køre rundt med barnevognen«, fortæller Jens Mundeli-Jensen. Hans mor blev tidligt invalidepensionist og mente, at han skulle klare det huslige.

Artiklen fortsætter under banneret

På de første to skoler, han gik på i Albertslund, var der ikke nogen, der opdagede, hvor galt det stod til. Men da han kom på Sydskolen, var der et par lærere, som tog fat i ham.

De spurgte ind til, hvad han lavede om eftermiddagen, og hvorfor han aldrig deltog i klassens og skolens sociale arrangementer og kammeraternes fødselsdagsfester.

»Jeg fik en rigtig rar dansklærer, som jeg virkelig følte, at jeg kunne stole på. Ham fortalte jeg hele min historie til. Jeg må have haft tillid til, at han kunne hjælpe mig, for jeg havde det virkelig skidt«.

Læreren var ikke i tvivl om, at de sociale myndigheder skulle kontaktes. Og Jens ville også selv meget gerne væk hjemmefra. På opfordring fra lærerne skrev han derfor selv et brev til kommunen og beskrev sin situation.

Socialforvaltningen kontaktede skolen for at få at vide, om brevet virkelig var skrevet af drengen selv, og om sagerne forholdt sig, som han beskrev. Da lærerne kunne bekræfte det, kom socialrådgiverne på besøg i hjemmet.

»På det tidspunkt var min mor og vi børn blevet smidt på gaden af hendes nye mand, så vi boede hos en af hendes veninder. Og socialrådgiverne kunne tydeligt se, at der var noget helt galt både med måden, min mor behandlede os på, og med det ansvar, jeg havde«.

Moren ville ikke af med Jens, men aftalen blev, at han kom på en efterskole. Efterskolen førte videre til en højskole, hvor han tog hf-eksamen. Han uddannede sig til tømrer og senere til pædagog og har de seneste 12 år arbejdet med omsorgssvigtede børn på behandlingshjemmet Hvidborg.

»Det er ikke noget, jeg tænker så meget på i dag. Men der er da ingen tvivl om, at jeg er mønsterbryder, og det er jeg i kraft af de gode lærere, jeg har haft«.

Han har holdt kontakten til både sin folkeskolelærer og et par af sine senere lærere, som også blev inviteret til hans nyligt afholdte 40-års-fødselsdag.

»Min klasselærer fra folkeskolen har skubbet mig på vej og hjulpet mig. Mit liv ændrede sig radikalt, da der blev grebet ind, så jeg kom hjemmefra. Ellers havde jeg aldrig fået den uddannelse og det job, jeg har. Hvis jeg var blevet sammen med min mor - det havde været et helt andet liv«. |

»Jeg er mønsterbryder, og det er jeg i kraft af de gode lærere, jeg har haft« Jens Mundeli-Jensen

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Specialpædagogiknetværket er for alle, der interesserer sig for eller arbejder med undervisning af børn og voksne med særlige behov. I samarbejde med Tidsskriftet specialpædagogik

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
9.447 andre er allerede tilmeldt