59 procent af lærerne har oplevet omsorgssvigtede børn, som de efterfølgende føler, de burde have underrettet de sociale myndigheder om. Det viser en undersøgelse gennemført for månedsmagasinet Undervisere.

Lærernes kommentarer i undersøgelsen viser, at lærerne især bliver frustrerede over ikke at få noget at vide om, hvad kommunerne gør ved sagen.

En tredjedel af de lærere, der har underrettet, svarer, at de ikke har indtryk af, at kommunerne handlede på underretningen.

»Det er hårdt at indberette en elev. Jeg føler, jeg overskrider nogle grænser. Og når kommunen så ikke handler, så er jeg ved at gå op i limningen. Det kan bare ikke være rigtig«, lyder en kommentar.

»Jeg oplever som mange andre lærere, at det faktisk ikke nytter at indberette. Oplevelsen kommer af, at vi ikke føler, at der bliver gjort noget. Faktisk har jeg i de 14 år, jeg har været lærer, ikke oplevet, at en af de indberetninger, jeg har foretaget, har medført nogen foranstaltninger«, skriver en anden.

Det eneste, læreren er garanteret fra den sociale myndighed, er en kvittering. Men sammen med kvitteringen vil læreren som oftest få at vide, at han ikke er part i sagen og derfor ikke vil modtage yderligere oplysninger.

Men det er en for stram håndhævelse af tavshedspligten, mener John Aasted Halse. Han er pædagogisk psykologisk konsulent og holder oplæg for lærere om omsorgssvigt, opsporing og handling.

»Enhver socialrådgiver må skrive tilbage til læreren, når vedkommende har modtaget en underretning: Vi besøger familien senest denne dato«.

Han mener heller ikke, at det er et brud på tavshedspligten, hvis de sociale myndigheder giver besked om, at de har besøgt familien, og fortæller, hvad de vil gøre.

»Socialrådgivere skal være bedre til at skelne mellem de personfølsomme oplysninger og de oplysninger, som det er hensigtsmæssigt, at lærerne får. Det er vigtigt for at få afstemt, hvem der gør hvad og hvornår«, siger han og henviser til forvaltningsloven, hvor der står, at man altid kan informere anden part om oplysninger, som er et nødvendigt led i sagens behandling.

Han bliver støttet af Torben Romshøj, som er jurist i Danmarks Lærerforening.

»Grundlæggende er det sådan, at når en social myndighed har en sag, så har denne adgang til alle oplysninger hos andre myndigheder - selv de mest personfølsomme. Men der er ingen kanal den anden vej. Socialforvaltningerne overdriver betydningen af tavshedspligten, når de undlader at give tilbagemeldinger om et barn. I bund og grund er det et samarbejdsproblem«, mener Torben Romshøj.

I en vejledning fra Socialministeriet står, at kommunen må sørge for, at underretteren hurtigt orienteres om, at underretningen er modtaget, og at kommunen undersøger sagen.

»Hertil kommer, at det vil være hensigtsmæssigt og efter omstændighederne nødvendigt at holde kontakt til personalet og orientere om den videre indsats i forhold til barnet og familien, når underretningen kommer fra en institution eller myndighed, som spiller en afgørende rolle i forhold til barnet«, lyder det i vejledningen.

Men formand for Dansk Socialrådgiverforening Henning Breinholt mener, at socialrådgiverne håndterer tavshedspligten korrekt.

»Man kan kun give en tilbagemelding til lærerne, hvis man har indgået et formelt samarbejde med forældrenes tilladelse. Det er klart, at lærerne synes, det er enormt utilfredsstillende ikke at få at vide, hvad der er sket i en sag, hvor man har foretaget en underretning. Men det er vigtigt at få forældrene med i at udarbejde en plan omkring den unge«, siger Henning Breinholt.

Han giver også en anden forklaring på, hvorfor der ikke kommer noget ud af en underretning.

»Forvaltningen kontakter forældrene på baggrund af underretningen. Men hvis forældrene siger, at der ikke er problemer, som de ikke selv kan klare, så stopper sagen der. Hvis forældrene ikke vil samarbejde, går forvaltningen kun ind i sagen, hvis der er tvingende grund til at gøre det, og i så fald får læreren ikke nødvendigvis at vide, at der ikke er sket mere«, siger Henning Breinholt. Han opfordrer derfor til, at lærerne underretter igen, hvis barnet ikke får det bedre. |

Skoleledere underretter mest

52 procent af lærerne har skrevet en underretning til de sociale myndigheder om en elev. Kvinderne er lidt flittigere end mændene. De, der underretter mest, er skolelederne, hvor 76 procent af de adspurgte har underrettet myndighederne om en mistanke.

Underretningspligten optager lærerne. Blandt de adspurgte har 63 procent diskuteret tavshedspligt og/eller underretningspligt inden for det sidste halve år, viser Scharling Researchs undersøgelse.

»Eleven følte sig svigtet af mig, fordi jeg havde viderebragt informationer, hun havde givet mig. Jeg kan godt være bekymret for, om hun i fremtiden vil vise mig fortrolighed!« Citat fra undersøgelsen»Jeg har en elev i 1. klasse. Jeg har ikke set hende mere end knap 40 skoledage dette skoleår. Moderen ønsker ikke at modtage hjælp, og så lukkes sagen. Vi har ikke set barnet i fem måneder, og ingen ved, hvordan det står til. Er hun i live? Hvad sker der i hjemmet? Vi må ikke få oplysninger fra socialforvaltningen ...« Citat fra undersøgelsen»Det ville være dejligt, hvis vi som lærere følte, at indberetningerne blev taget alvorligt. Efter 25 år i folkeskolen og mange indberetninger er erfaringen, at det overhovedet ikke har nogen effekt« Citat fra undersøgelsen