Dette er en svær bog at anmelde. På den ene side er det positivt, at en erfaren psykolog tager temaet social arv op og kompetent belyser det fra børnevinklen med fokus på sårbarheds- og risikotænkning. På den anden side er det beskæmmende, at begrebet kan behandles på en så ikke-sociologisk måde, at det konfirmerer fornemmelsen af, at "den herskende klasse" så effektivt har bortelimineret alle materielt funderede sociale kategorier som klassesamfund, livsformer og livsstil. Som om livsrammerne i Gentofte og Ishøj ikke betyder en dyt for, hvor man ender op på samfundsstigen. Spin-ideologien om det frisatte individ.

Men lad os være solidariske med bogens behandling af temaet. Børn, der bærer en negativ social arv, betegnes som risikobørn og bør tilbydes tidlig indgriben for at forhindre, at de gentager forældrenes marginaliserede livsbane. De skal tilbydes bredspektret hjælp, så snart ikke-trivslen bliver synlig i institutionerne. Pædagogernes hovedopgave er at være opmærksomme på afvigelser fra udviklingsnormen og manglende forældrekompetencer. Risikofamilierne og symptombillederne beskrives grundigt: manglende arbejdsmarkedsintegration, alkoholisme, psykisk sygdom, vold eller seksuelle overgreb, skilsmisser samt forældrenes manglende evne til at optræde som tilknytningspersoner og rollemodeller og til at markere klare børne/forældre-grænser. Kun kategorien fattigdom (livsgrundlaget for en sjettedel af befolkningen) står utydeligt.

Endnu mere imponerende er gennemgangen af det offentlige hjælpesystems opgave i forhold til truede børn. Der er en detaljeret gennemgang af de professionelles bekymringsbarometer og af indberetningsprocedurer, forældrekontrakter, tvangsanbringelser og tavshedspligt/samtykke. Hele tiden med fokus på barnets tarv og inddragelse af forældrene og på, hvordan den onde cirkel kan brydes. Overordnede rammer som love, resursetildeling og værdiideologi inddrages. Den psykologiske grundholdning er positiv psykologi med vægt på mønsterbrydere, selvværdsudvikling og social kompetence. Farlige områder som tvangsabort, tvangsanbringelse og bagatellisering af seksuelt misbrug behandler John Aasted Halse også flot. Forfatteren foreslår en ombudsmandsinstitution, der kan sikre børnenes tarv.

Det psykologiserende fokus understreges af, at læseren tit savner statiske oplysninger som: antallet af enlige forsørgere, psykisk syge forældre eller problembørn fra etniske familier, tal om social mobilitet (børn af akademikere har 13 gange større chance for at gennemføre ungdomsuddannelsen end barnet af en enlig mor på kontanthjælp, akademikerbørn får 9 i snit - børn af ufaglærte 7,61), antallet af tvangsanbringelser og især evidensbaserede tal på, om den pædagogiske/psykologiske indsats faktisk virker!

Burde man ikke forbedre risikogruppernes materielle vilkår og først derefter sætte ind med hjælpeforanstaltningerne?