Meningen med denne bog er ikke at fylde folk op med informationer, "men i højere grad at tænde ild i folk med viden og indsigt, og det med henblik på at kunne agere på en personlig og autentisk måde". De første kapitler er fyldt med informationer om specialpædagogik som fag og historie. Der er tale om et hurtigt rids. Specialpædagogik er et konglomerat af en række fag, hvor Maul især peger på neuropsykologien som en ramme til beskrivelse af den enkelte elev.

Hovedvægten i bogen lægges på præsentation af en række elevcases, der omfatter børn med meget forskellige problemstillinger. Maul tager udgangspunkt i sin egen undersøgelsesmodel, hvor de tre centrale områder er adfærd, begavelse og indlæring. Undersøgelsesmetode og materiale præsenteres ikke nærmere i bogen. Der er primært tale om omskrevne undersøgelsesrapporter. Centralt for Maul er ikke at stille en diagnose med fokus på fejl og mangler, men at udarbejde en individuel funktionsbeskrivelse med udgangspunkt i hele elevens livssituation. Derfor inddrages forældre og specialundervisningslærer også i undersøgelsessituationen. Funktionsbeskrivelsen giver læreren mulighed for at forestille sig elevens forhåbninger om det gode liv. Dermed kan undervisningen målrettes. Casene repræsenterer børn med meget forskelligartede problemer inden for adfærd, begavelse og indlæring, og Maul viser mere komplekse sammenhænge mellem disse områder, end tidligere diagnosticering har fremdraget.

Gennem hele bogen fremtræder Maul meget polemisk. Der er hint til den aktuelle skolepolitiske debat om standardiserede test og rummelighedsbegrebet. Der polemiseres mod den herskende opfattelse af læsevanskeligheder. Endelig kritiseres den omsiggribende diagnosticering, hvor fokus er på børnenes fejl og mangler. Det omfatter de mange børn, der diagnosticeres med ADHD, Tourette- eller Asperger-syndrom. En polemik, der kan virke forfriskende, men som også tager form af personlig vendetta rettet mod andre opfattelser. Specielt den herskende pædagogik i forhold til dysleksi angribes. En minutiøs nærlæsning af en undersøgelsesrapport fra Ordblindeinstituttet er eksempel på dette. Her angribes den anviste pædagogik med omfattende træning. En træning, Maul ikke kan se et formål med. Denne nærlæsning virker ligegyldig, og når dette sammenholdes med lange rosende præsentationer af tidligere kolleger, virker det døsende på mig som læser.

Endelig skæmmes bogen af en række sprogfejl. Min læsning blev i høj grad forsinket, når jeg skulle fjerne overskydende ord eller ændre på ordrækkefølgen for at få meningen frem.

Sammenfattende belyser bogen adskillige vinkler på specialpædagogikken. Vinkler, jeg gerne ville have læst mere om, mens jeg godt kunne have undværet noget af det polemiske. For at læreren kan udvise mod og fornuft i specialundervisningen, er specialpædagogisk viden nødvendig. En viden, der på nuværende tidspunkt mangler i læreruddannelsen, og som der er stort behov for i folkeskolen.