Ikke et fravalg af lærerjobbet

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lotte Bundsgaard fra Socialdemokraterne har besluttet at forlade Folketinget ved næste valg. Men selv om hun har en læreruddannelse fra 1995 og har arbejdet som lærer i Odense i et par år, før hun kom i Folketinget, er hun nu gået i gang med en journalistuddannelse. Så det bliver næppe folkeskolen, der får glæde af hendes arbejdskraft fremover.

Hvorfor vil du ikke være lærer?

»Det er ikke et fravalg. Jeg har altid elsket at være lærer og at have besøg af elever i Folketinget. Det er et tilvalg, at jeg gerne vil være journalist, og det er jo privilegeret at kunne vælge«, mener hun.

Har lærerjobbet for lav status eller for lav løn, til at du har lyst til dét?

»Når det gælder status, tror jeg, journalist ligger på samme niveau som lærer, og politiker ligger under. Det har jeg aldrig gået op i, og heller ikke lønnen. Det er, fordi jeg altid gerne har villet skrive mere og fortælle menneskers historier«.

Er det en gammel drøm?

»Jeg har altid tænkt at blive lærer eller journalist. Det blev lærer, og det har jeg været rigtig glad for«.

Er lærerjobbet blevet for hårdt?

»Jeg tror, journalistjobbet kan minde om lærerjobbet. Som lærer overvejer man altid, om man kan gøre sin undervisning bedre, eller tænker over, hvordan man kan få lært et barn at læse, og sådan er det vel også som journalist. Man tænker over opvasken, hvordan man skal forberede et interview«.

Hvad er drømmejobbet?

»Det ved jeg ikke endnu. De seneste ti år har der hele tiden været en post, jeg gerne ville have, nu vil jeg bare gerne blive klogere på min uddannelse«.

hl@dlf.org

Powered by Labrador CMS