En time før den årlige Award Ceremony bliver jeg ringet op fra skolens kontor. De meddeler os, at vi ikke behøver møde op til ceremonien, da vores datter alligevel ikke vil modtage en pris. Computeren har i sidste minut konstateret, at hun har haft en fraværsdag og derfor ikke kan få pris for »perfect attendance«. Det er altså en fejl, at vi var inviteret.

Skoleåret er ved at være slut, og det markeres med den helt store og festlige Award Ceremony. Siden august er eleverne blevet testet, målt og vejet i alt, hvad de har arbejdet med, og her den sidste uge er lærerne gået helt amok med prøver. Alle resultater skal i computeren, så man kan se, hvilke elever der i år skal have priser.

Sidste år modtog min datter i 3. klasse ingen pris. Hun havde knoklet hele året, men et c var nok til, at den akademiske pris var uden for rækkevidde. Hun var en af ganske få i klassen, som ikke blev nomineret. Det betød, at vi ikke var inviteret til ceremonien.

Da jeg hentede hende ved skoledagens afslutning, fandt jeg ud af, at langt de fleste elever var taget hjem med deres forældre efter festlighederne. Tilbage i klassen sad min datter og to andre og ventede på, at skoledagen var forbi. Da blev jeg rigtig vred, og jeg lovede mig selv, at det ville jeg ikke lade ske igen.

Som dansker har det været svært at vænne sig til et system, hvor nogle elever bliver fremhævet og belønnet, mens andre sidder skuffede tilbage og undrer sig over, hvorfor de ikke fik en pris. Alle elever har arbejdet utrolig hårdt. Nogle har gjort store akademiske fremskridt i løbet af året, men det bliver ikke belønnet.

Studenter, der hele året har fået a i karakter i samtlige fag, får The Principal Award. Hatten af for studerende, der kan gå igennem et skoleår uden at komme under 90 procent rigtige svar i en eneste opgave. Det vil sige, at ni ud af ti svar skal være korrekte, hver eneste gang eleverne testes, og det er næsten hver eneste dag skoleåret igennem. Der gives også en akademisk pris til a- og b-studenter. For at få et b, skal du have 80 procent rigtige svar i en opgave. Heller ikke det er let at præstere et helt år igennem.

Så er der priser for den bedste præstation i kunst, musik, sport, computer og spansk. Her gives der kun en pris i hver klasse, og det kan virke lidt tilfældigt. Den helt specielle pris er The Citizen Award. Den pris gives til en elev, som er en god kammerat, som er høflig, respektfuld og eksemplarisk i sin måde at være på. Det skader heller ikke at have forældre, der er involveret i skolen.

Jeg indrømmer, at jeg har været en smule nervøs for, hvordan jeg skulle håndtere dette års prisuddeling, specielt hvis mine børn ikke blev nomineret. Jeg vil gerne sætte et godt eksempel. At kunne glæde sig på andres vegne er en vigtig egenskab. På den anden side er jeg dybt uenig i amerikanernes måde at fremhæve de »bedste« elever på, og jeg har svært ved at skjule det.

Når min søn gang på gang siger, at det er uretfærdigt, at han aldrig har været »student of the month«, kan jeg egentlig kun give ham ret. Det eneste, jeg kan gøre, er at få ham til at se, hvad der virkelig tæller. At han er en god kammerat, at han gør sit bedste og er en sød og respektfuld elev. Men når man er syv år, tæller det mere at få et diplom og få lov til at gå i skattekisten efter et stykke legetøj.

I år er vi inviteret, og begge børn vil modtage priser. Jeg havde givet børnene mulighed for at tage en fridag, så vi kunne holde vores egen prisuddeling, men de vil begge hellere modtage deres priser i skolen. Amerikanske børn vokser op med priser og belønninger fra børnehaven. For dem er det naturligt. Selvfølgelig bliver amerikanske børn skuffede, og selvfølgelig synes de, det er uretfærdigt, men sådan er systemet i mulighedernes land. Det er USA, og jeg tror, det bliver svært at få opbakning til at udrydde Award-systemet.