Som led i den haarderske nyordning må Evalueringsinstituttet fremover kun evaluere på folkeskoleområdet på opdrag fra det fem mand store, af Haarder personligt udpegede formandskab for »Rådet for Evaluering og Kvalitetsudvikling i Folkeskolen«. Dette privilegium har bemeldte formandskab nu for første gang gjort brug af. Midt i den mere og mere underholdende cirkusforestilling om elevplanerne har det sat Evalueringsinstituttet til at evaluere effekten af elevplaner i folkeskolen. Dog ikke de elevplaner, der laves på de cirka 1.700 skoler, der har fået dem påtvunget oppefra. Næ, det skal ske på den måde, at seks skoler, der alle har bekendt sig til en eller anden form for elevplaner i flere år, skal redegøre for deres egne erfaringer på området. Skal vi gætte på, at disse seks skoler vil finde deres eget arbejde særdeles vellykket?

Her ser vi, hvorfor dette evalueringsråd burde omdøbes til Legitimeringsrådet. Man kunne have valgt at foretage en komparativ evaluering, hvor man stillede et antal skoler, der har brugt elevplaner, over for sammenlignelige skoler, der ikke har brugt elevplaner. På en række almindeligt anerkendte parametre kunne man forholdsvis let have vurderet, om skoler, der bruger elevplaner, alt i alt giver deres elever en mere udbytterig skolegang end skoler, der har valgt at satse anderledes. En slags cost-benefit-analyse af elevplanerne, der kunne vise, om de er pengene værd, som foreslået af forhenværende formand for Evalueringsinstituttet, professor Jørn Lund. Men hvorfor skulle politikerne bag elevplanloven dog løbe nogen som helst risiko for at opdage, at de har taget fejl?

Det kalder de så »videnbaseret« skolepolitik. Jeg kalder det damage control.