Manden der ville fange solen / Carl-Henning Pedersens eventyrlige univers. Faglige og tværfaglige forløb for 0.-9. klasse

En historie om maleren Carl-Henning Pedersen / "BLÅT" til inspiration

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Månen danser, mens stjernerne synger. Himlen spiller bas, og havet violin. Jorden spiller tuba, og slottet trompet, mens natten kigger på. Han kan næsten ikke nænne at gå. Solen danser. Slottet kigger på. Jorden ser til, mens vandet bader".

Sådan skriver Mads ud fra Carl-Henning Pedersens maleri "Himlens port". I sidste del af læsebogen "Manden der ville fange solen" om Carl-Henning Pedersens liv og levned har Bodil Abildtrup Johansen, forhenværende leder af Børneskolen Bifrost, valgt at reproducere eksempler på et danskarbejde i 5. klasse med overskriften "At male med ord til billeder og billeder til ord". Det er et scoop. For det første er det nogle imponerende gode digte. For det andet er det et håndgribeligt bevis på, at projektet kan lade sig gøre.

Materialet om kunstneren Carl-Henning Pedersen præsenterer et væld af gode ideer til både faglige og tværfaglige undervisningsforløb. Det er samtidig velegnet til at forberede eleven på projektopgaven i 9. klasse. For med udgangspunkt i Carl-Henning Pedersens værker opstiller Børneskolen Bifrost undervisningsforløb, som rækker vidt i fag og metoder. Gennem arbejdet med materialet vil eleven opleve, hvordan ét særligt udgangspunkt kan have mange forgreninger og perspektiver.

Materialet er opbygget af en læsebog med tekster skrevet at Bodil Abildtrup Johansen selv, en undervisningsvejledning af Børneskolen Bifrost med forslag til forløb hovedsageligt til mellemtrinnet, men med udløbere til 1. til 9. klassetrin, og en emnekasse, som kan lånes på amtscentralerne. Ud over det opfordrer forfatterne til at opleve værkerne ude i det virkelige liv. Til det har de udarbejdet et arbejdshæfte, som desværre er en anelse modsætningsfyldt med firkantede kasseinddelinger, der skal rumme kreative og selvstændige besvarelser. Men alt i alt et yderst anbefalelsesværdigt materiale, der er et glimrende eksempel på, hvordan vidensdeling kan gøre livet nemmere for mange lærere og mere farverigt for mange elever.