Indignation er den følelse, jeg sidder med, når jeg læser disse meget vedkommende hæfter om unge med sindslidelse. Hvad er det, der er på færde i den aktuelle samfundsudvikling? Hvorfor ser det ud, som om der åbnes nye muligheder for samfundsdeltagelse for unge (og voksne) med "psykiskevanskeligheder", hvad det begreb så ellers dækker, mens der på samme tid produceres psykiske vanske­lig­heder for stadig flere unge? Er vi som samfund med til at gøre de unge syge? Hvad er det, der ska­ber de psykiske vanskeligheder? Det første af informationshæfterne peger på tre indfaldsvinkler: individualisering som vilkår, digitalisering af dagliglivet og kompleksitet som belastning.

Der kan ikke herske nogen tvivl om, at det er vigtigt med oplysning og samarbejde, når det drejer sig om at hjælpe unge med sindslidelse. Derfor har Socialt Udviklingscenter SUS, Videnscenter for So­cialpsykiatri, PsykiatriFonden og Center for Forskning i Socialt Arbejde fået støtte fra Social­mini­ste­riet til at gennemføre et fællesprojekt vedrørende 13-25-årige med en sindslidelse. Resultatet har blandt andet udmøntet sig i nærværende fire hæfter med oplysning om de erfaringer, der er ind­sam­let fra fire netværksgrupper, der har arbejdet målrettet med tilbud og metoder inden for områderne: Fritidstilbud, mentorordning, rehabilitering og behandling.

Der er virkelig interessant og tankevækkende læsning i alle fire meget grundige hæfter. Metoderne til at støtte de unge med psykiske vanskeligheder som depression, anoreksi, social fobi og selvska­d­en­de handlinger er mange og varierede, og det er vigtigt, at man tør tage emnet op i skolens ældste klasser og på ungdomsuddannelserne, hvor også de såkaldte "raske" og "normale" unge bør vide noget mere om, hvad det vil sige at leve et ungdomsliv med en sindslidelse.

Dog kan jeg som under­vis­ningsmateriale til skolerne godt savne beskrivelser af alle "gråzone"-områderne. For vi har så mange unge mennesker i skolerne, der virkelig mistrives, og som ikke kan diagnosticeres som sindslidende, og som på ingen måde skal ud i et medicinforbrug, som velmenende læger vil udskrive recepter til. Jeg vil virkelig råbe så højt, som jeg kan i denne anmeldelse, for at vi (lærere, forældre, læger og sociale omsorgspersoner) ikke vil gøre endnu flere mere syge, end de er. Efter endt læsning af de fire hæf­ter (tilsat egne erfaringer) kan jeg da blive rigtig bange for, at ønsket om "åbent" at kunne tale om og med unge med sindslidelse primært bliver til en snak om, at hvis du nu er lidt for hidsig eller lidt for ked af det, så trænger du nok bare til nogle piller. Jeg er i den grad bange for, at vi er på vej ud i en form for "Prozac-nation", hvor vi alle er dopede af et eller andet stof, og hvor vi ikke bruger tid og kræfter på at tale ordentligt med hinanden.