Hvad skal man mene om lektier?

Why Our Kids Get Too Much of a Bad Thing

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Skal lektier forbydes? Efter at have læst "The Homework Myth" får man lyst til bare at sige ja.

Det ville dog nok være en forhastet beslutning. Kigges der tilbage i historien efter tidligere diskussioner for og imod lektier, kan følgende lektie nemlig læres: De, der opfordrer til diskussion om lektielæsningens hvorfor og hvordan og efterspørger viden om lektielæsningens effekter, har ikke held med det i skolens felt. Finn Held prøvede i 1984 med bogen "Lektier - nej tak", Flemming B. Olsen gjorde det (om gymnasieelever godt nok) i 2004, og Ulf Leo gjorde det (i Sverige godt nok) senest i 2004.

Nu har så Alfie Kohn gjort det i Amerika. Han havde endda held til at komme i nogle af de større danske dagblade med store overskrifter. Folkeskolen nævnte ham også, uden at det medførte mange senere indlæg. Det er ærgerligt, for Kohns bog fortjener danske læsere. Det gør den af to grunde. For det første er det spændende at opleve, hvordan der diskuteres og argumenteres om så følsomme sager "på fremmed grund", og for det andet bør de argumenter, Kohn anvender, inspirere danske lærere til overvejelser over egen praksis. Hvordan bruger jeg lektier i forhold til mine egne elever? Hvad forventer jeg, at mine elever lærer gennem at arbejde med de lektier, jeg beder dem om at lave? Det er netop helt elementære spørgsmål som disse, Kohn bruger, når han undersøger amerikansk debat- og forskningslitteratur.

Kohn er imod lektier, som de gives normalt af mange amerikanske lærere. Det lægger han ikke skjul på: 1) Lektier er en byrde for forældrene, 2) Lektier giver eleverne stress, 3) Lektier skaber familiekonflikter, 4) Lektier giver eleverne mindre tid til andre værdifulde aktiviteter, og 5) Lektier formindsker elevernes motivation og interesse for at deltage i de værdifulde læreprocesser, der også skabes i skolens undervisning. Det er de fem temaer, Kohns bog starter med.

Derefter går det stærkt! Kohns projekt er at undersøge sine modstanderes argumenter for lektielæsning. Han undersøger, om der er evidens eller belæg i forskningen for at arbejde med lektier. Han kommer langt omkring og inddrager flere standardværker i diskussionen. Lærere (også danske) giver elever lektier for af mange grunde. Kohn undersøger mange af sine modstanderes argumenter for at give elever lektier for, både de faglige argumenter - akademiske, som Kohn benævner dem - og de ikke akademiske. Forventningen om bedre læring og øget selvdisciplinering hos eleverne er eksempler på temaer, Kohn undersøger grundigt gennem læsning af omfattende litteraturstudier. Et rigtigt godt kapitel, der skaber mange overvejelser om pædagogiske forskere og deres rolle i forbindelse med skole og undervisning, er kapitlet "Studies Show ... - Or do they?" Her viser Kohn tydeligt, hvor svært det kan være for forskere at formidle deres resultater til skolens mange interessenter. Der gives flere eksempler på, hvordan forskere "bøjer" egne undersøgelser: "Vores undersøgelse kan ikke med sikkerhed vise, at elever bliver bedre til at arbejde selvstændigt, men den viser heller ikke det modsatte".

Kohn kritiserer ikke udelukkende. Han giver også konstruktive forslag, som lærere kan anvende, hvis de gerne vil arbejde med "hjemmearbejde", der baserer sig på andre kvaliteter end de traditionelle lektier. I kapitlet "Rethinking Homework" gives der forslag til aktiviteter, hvor elever sammen med forældre eller kammerater kan arbejde med emner og opgaver, der understøtter elevernes arbejde i skolen, uden at det bliver lektier i traditionel forstand. Om de eksempler kan udfordre den danske skolevirkelighed, er dog et åbent spørgsmål. Der er langt fra Amerika til Danmark både i kilometer og i skolesyn.

Alfie Kohns bog er dog trods denne dobbelte afstand spændende og engagerende læsning, der burde kunne finde danske læsere, og som helt entydigt får denne anmelder til at "kræve" ny dansk forskning om lektier som arbejdsform i danske skoler. Hvorfor give lektier for, hvis ikke de virker efter hensigten? Og hvad var egentlig hensigten? Hvis man ikke kan vente på, at bogen bliver tilgængelig enten ved køb eller gennem det fine danske bibliotekssystem, kan man finde Alfie Kohn på nettet: http://www.alfiekohn.org/index.html - også her er der inspirerende læsning.