Debat

Kan DLF hjælpe?

Det er somme tider svært at se sammenhængen mellem arbejdet på kredskontoret og arbejdet på en voksenspecialskole, fortæller en tidligere S81'er og nyvalgt DLF-tillidsrepræsentant

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

1. januar 2007 blev amterne nedlagt, og fagforeningen S81 blev nedlagt.

»Min« amtslige skole blev delt, og vi fik ny arbejdsgiver, nemlig kommunen. Vi gik fra at tilhøre den lille fagforening til den større, DLF.

Der var ingen kø, den dag der skulle vælges tillidsrepræsentant. Jeg blev valgt og også medlem af kredsstyrelsen - det var den nemmeste måde at finde ud af, hvad vi var for nogle, som der blev sagt.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Og hvad er det så, der foregår på kredskontoret? De to største sager i dette forår har været elevplaner og omstruktureringen af honorar for undervisning af de tidligere amtsspecialundervisningselever. Spændende, men også svært at se den direkte kobling til Voksenspecialskolen.

Her arbejder jeg med undervisning af personer, som har pådraget sig en hjerneskade i deres voksenliv. En dag på kredskontoret er en dag, hvor man ikke sidder over for mennesker i krise .

Som nyvalgt tillidsrepræsentant er der meget nyt. Jeg vil så nødig pibe, men jeg vil gerne på konstruktiv måde forhindre, at hverken jeg eller andre føler, opgaven er for stor. Der er indbudt til et arrangement den 13. juni om overenskomstkravene for voksenspecialskolerne, og det ser jeg frem til.

Vi trænger også til en pædagogisk debat. Hvordan forhindrer vi, at kommunen fjerner os med et pennestrøg? Vi har godt nok fået lov at være i fred i to år, men derefter forestiller jeg mig, at skolen skal til »eksamen«.

Hvis vi skal være gode, skal personalet hele tiden være i uddannelse.

Hvis vi skal være gode, skal vi have få elever på holdene.

Hvis vi skal være gode, skal vi have tid til konferencer og journalskrivning.

Hvis vi skal holde ud, skal vi have supervision. Jeg holder ikke i længden til at sidde med kriseramte elever, hvis ikke der er supervision af psykolog.

Kan DLF hjælpe?

Leif Sort: DLF kan hjælpe. Se blot oplægget til Overenskomst 08-debatten. Hovedstyrelsen foreslår, at vi tager afsæt i professionen. Målet er blandt andet at sikre: En arbejdstidsaftale med stort professionelt råderum. Styrket faglighed og ret til efteruddannelse. Styrket pædagogisk ledelse, hvor krav og resurser bliver afstemt.

Endnu har DLF, vores forening, dog kun begrænset viden om »os«. »Vi« må derfor gøre noget aktivt for at øge kendskabet til »os« - for eksempel ved at bruge netværksmulighederne og deltage i debatten om Overenskomst 08.