Barndomsforskning er en ny videnskabelig disciplin med højst 15-20 år på bagen. Fra at interessen samlede sig om barndom som en social struktur, har fokus i stigende grad bevæget sig i retning af børn som sociale aktører. Med dette fokusskift er fulgt nye metodiske udfordringer som spørgsmålet om, hvilken rolle børn skal spille i den del af forskningen, som vedrører dem. Når de ikke længere er objekter, hvad er de så? Kan man stole på, hvad de fortæller os, og kan de stole på os forskere, når vi fortæller dem, at vi bare vil blive klogere på deres eget liv?

Der har debatten stået i nogle år, men som sociologen Hanne Warming gør opmærksom på i sit indlæg i dette nummer af "Dansk pædagogisk Tidskrift", er løsningen ikke at udelukke børnene. Langt bedre er det at se mødet med børnene, hvad enten det sker i form af interview eller i samtale over billeder, børnene har taget, som et mulighedsrum, hvor både børn og forskere kan blive klogere. De næste to artikler viser, hvordan en ny normativitet har fundet vej til skole og daginstitution som konsekvens af en blanding af centralstyring, fælles mål, kanon, læreplaner og idealet om det kompetente barn. Udgrænset er alle de skæve og ikke-kompetente børn, og det synes i særlig grad at omfatte børn af anden etnisk herkomst end dansk. Trist, men desværre ikke så overraskende. Et sidste bidrag til temaet handler om mobning. Paul Horton argumenterer her for at anlægge et børneperspektiv, der omfatter hele den sociale og pædagogiske kontekst i kontrast til mere skyldsorienterede forklaringer. Alle bidragene taler godt for deres sag - og giver bestemt stof til eftertanke.

Uden for tema finder man artikler om så spredte emner som filosofi på skoleskemaet, eksperthysteri og supernannies, coaching og intim-teknologi, læringsteorier og computermedieret specialundervisning. Spredt læsning, hvor jeg personligt havde mest glæde af Lene Tanggaards tankevækkende artikel om, hvordan de nye læringsteorier - om selv- og livslang læring, som vægter proces i forhold til produktet - former vores forventninger til os selv som undervisere og til vores studerende. Så vi (måske) helt glemmer, at læring også har noget med køn, magt og etnicitet at gøre.