Når der tales om elevplaner og den manglende tid, fornemmer man ofte - endda sort på hvidt eller i æteren - at undervisningsministeren intet begreb har om, hvad en lærers hverdag består af, når han postulerer, at vi »bare« kan tage tiden fra vores timetal til møder og så videre. Alt for ofte glemmer både forældre og ministeren, at det skriftlige arbejde »bare er endnu en ting«, som skal presses ind under den kasket, som lærerne bærer rundt på. Vi har oplevet, at vores forberedelse blev beskåret, men at timerne på skemaet i mange skoler steg lig med reelt mere arbejde uden forberedelsestid. Vi har oplevet, at vi skulle bruge flere timer i klasseteam, selvstyrende team og gruppemøder. Til møder på tværs af profession, til ekstra møder med bekymrede forældre og meget, meget mere. De fleste lærere kender situationen, hvor en forælder ringer sent om aftenen for lige at tale om »lille Ole« og som det naturligste i verden forventer, at vi stiller os til rådighed, for det er jo en del af vores arbejde! Som lærer har man reelt aldrig fri, og man er blevet »allemandseje«. Klager over en lærer bliver arkiveret i personalemappen, uanset om der er hold i dem eller ej. Det lader til, at man kan skyde løs på dette folkefærd og stadigvæk forvente fuldt engagement. Og man kan udvise mangel på forståelse for, at mange går ned med stress. Hvad med at forældrene - og ministeren - fik et indblik i alt det arbejde, der foregår bag lukkede døre, når eleverne har fået fri: møder, samtaler, teamarbejde, planlægning og så videre. Det lader til, at de tror, at vi holder fri evigt og altid, og at lærerstaben slapper af i samtlige frikvarterer. Der er nok ikke den lærer, der ikke kender til at skulle kopiere, holde møde, hjælpe elever, have gårdvagter og så videre i vores »pauser«. Selv har jeg sjældent tid til meget mere end et toiletbesøg.