Debat

En milliard kroner til lederuddannelse

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF) er hovedorganisation for 450.000 lærere, pædagoger, socialrådgivere med flere. Vi arbejder intenst for, at trepartsforhandlingerne om den offentlige sektor skal sikre alle offentlige ledere ret til en anerkendt og kompetencegivende lederuddannelse - minimum på diplomniveau. Regeringen skal vise ledere, medarbejdere og borgere, at god ledelse er så vigtig en opgave, at man vil foretage en massiv investering på det felt.

For vi ved, at dårlig ledelse går ud over både borgere og ansatte - og blokerer for, at den offentlige sektor udvikler sig. FTF repræsenterer 30.000 ledere, og vores nye undersøgelse blandt skoleledere, institutionsledere, plejehjemsledere, afdelingssygeplejersker med flere viser, at kun halvdelen har fået en længere lederuddannelse.

Det skal de aktuelle forhandlinger lave om på. Der er behov for at uddanne op imod 15.000 ledere fra FTF-fagene, og det vil koste omkring en milliard.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Det vil komme alle ansatte til gode i form af bedre kvalitet, bedre arbejdsmiljø, mere inddragelse - ja, mere attraktive arbejdspladser. Og det vil betale sig økonomisk, fordi lederne også skal lære at nedbringe sygefravær, stress og for tidlig pension, der hvert år koster samfundet kolossale midler.

Trepartsforhandlingerne bør også sikre cirka 100 millioner kroner til et Akademi for Praktisk Ledelse, der skal være et analyse- og formidlingshus og sprede gode erfaringer med afsæt hos lederne selv. Akademiet kan for eksempel tilknyttes de syv kommende professionshøjskoler, hvor både grunduddannelser og efteruddannelser fremover samles.

God ledelse er afgørende for kvaliteten - og for at skabe gode arbejdspladser. En anerkendt lederuddannelse - også med et fagspecifikt indhold - bør fremover være alle offentlige lederes fundament.

Powered by Labrador CMS