Debat

Elevplaner kan kvalificere skole-hjem-samtalerne

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kære Kim Leider Olsen.

I sidste uge spurgte du her i debatten, om jeg mener, der kan gennemføres en forsvarlig, kvalitativt høj skole-hjem-samtale på 15 minutter mellem forældre, elev og lærere. Ja, det er jeg sikker på, at der godt kan. Det betyder bare, at samtalen skal være godt forberedt fra begge parters side. Det vil sige, at der inden samtalen har været en skriftlig kommunikation mellem forældre og lærere om, hvordan det går med både den faglige og den personlige, alsidige udvikling. Til det formål har der i mange år været brugt forskellige samtaleark. Nu har vi fået elevplanerne, og de vil naturligt indgå i forberedelsen af skole-hjem-samtalen.

Så spørger du til den løbende evaluering, som blandt andet foregår ved samtaler mellem den enkelte elev og læreren (elevsamtaler). Er der kvalitet i at gennemføre en sådan samtale i undervisningstiden, altså mens resten af klassen arbejder selvstændigt? Svaret er igen ja, det tror jeg godt kan lade sig gøre. Rigtig mange lærere tilrettelægger undervisningen efter denne skabelon, og jeg har tillid til, at læreren kan gennemføre samtalerne, så der er høj kvalitet i både samtalen og den sideløbende undervisning.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler