Hvis alle lande har den målsætning at lave verdens bedste uddannelsessystem, eller i hvert fald at være øverst på listen i forhold til at klare sig i internationale målinger, fører det uvægerligt til, at man indretter et system, der retter sig mod verden af i går, mener forfatteren.

Howard Gardner har været vejviser ud af vanetænkningen for mange danske lærere med sin teori om de mange intelligenser. I denne seneste bog, der er oversat til dansk, henvender han sig nok til lærere og beslutningstagere inden for skoleområdet, men han gør det i særlig grad til ledere inden for erhvervslivet. Med en så vidtfavnende og diffus målgruppe bliver budskabet lovlig alment, her og der på kanten af det ligegyldige.

Gardner skriver ikke facitlister, han opstiller principper. Hos ham bliver der sat tal på de elementer, han mener, man skal tage højde for, så på den måde kan man gøre handlemulighederne dejlig konkrete - men man bør vogte sig for det skabelonagtige.

De fem tankegange, han her bringer på banen, er i lighed med intelligenserne elementer, der skal bringes sammen til en helhed. Den disciplinerede tankegang, den synteseskabende tankegang, den kreative tankegang, den respektfulde tankegang og den etiske tankegang. Han forklarer dem som mentale sindelag, der tilsammen gerne skal udgøre et tankekompleks, der er indarbejdet i enhver person, som har gennemgået en uddannelse. Men tro ikke, at det er gjort med fire år på et uddannelsessted. At blive fagmand på et område tager mindst ti år, siger Gardner.

De to første punkter står stærkest beskrevet og er til mest inspiration. Udtrykket "den disciplinerede tankegang" kommer let til at lyde forkert på dansk. Men disciplin er i denne sammenhæng ikke udtryk for noget autoritært. Gardner skelner mellem emner og discipliner. Med emner forstår han den - tilsyneladende i hvert fald i USA - udbredte opfattelse, at det, man skal lære i skolen, er store mængder fakta, formler og figurer, mens discipliner beskrives som den form for tankegange, som er nødvendige i videnskabeligt arbejde. Han anbefaler, at skoler udarbejder et antal discipliner, som vil give eleverne de grundlæggende færdigheder, de skal bruge på universitetet. Det kan være litterære analysemetoder eller historiske metoder.

Eleverne skal også lære at danne synteser. Disse kan have mange former - fra fortællinger og taksonomier til repræsentationer uden ord og metateorier. Dette kapitel synes jeg står stærkt og brugbart, læseren får nogle gode begreber til at fundere over, hvad det vil sige at lære noget.

De følgende kapitler er svagere. Forfatterens ræsonnementer over kreativitet tilføjer ikke væsentligt nyt i forhold til den danske pædagogiske debat, og i kapitlerne om den respektfulde og den etiske tankegang virker det klart, som at målgruppen er virksomhedsledere, der skal belæres om, at profit ikke er alt - og at de i øvrigt vil tjene mere ved at behandle deres personale ordentligt.

Bogen er let læst, de mange eksempler vidner om forfatterens overordentlige belæsthed, så den kan bestemt anbefales. Men den vil næppe revolutionere tænkningen i landets lærerteam på sammen måde som bøgerne om Mange Intelligenser.