Biografisk litteraturlæsning er ikke i høj kurs nu til dags, men man snyder sig selv og sine elever, hvis man ikke ved læsningen af "Det forsømte forår" inddrager nogle af de autentiske citater og beretninger fra Scherfigs skoletid, som Frank Egholm Andersen har gravet frem af arkiverne. Som for eksempel arkivalierne, der dokumenterer, at drengeklubben "Den sorte hånd" nok var et resultat af Scherfigs fantasi, men altså adskillige år før den fandt sin plads i romanen. Og drengens indignerede optegnelser om Metropolitanskolens lærere viser, at skildringen af dem som romanpersoner ikke blot var resultat af en bitter mands forskruede hukommelse.

Heldigvis skrev Hans Scherfig aldrig sine memoirer, så den senere så kendte kommunistiske kommentator og satiriker blev ikke fristet til at efterrationalisere i forhold til, at hans politiske synspunkter som ungt menneske i høj grad var præget af det borgerskab, han var rundet af - en af bedsteforældrene var den bekendte bager, der boede i Nørregade. Nok var værdierne borgerlige, men de var ikke indsnævrende. Der var højt til loftet og langt til grænserne, mange input til et videbegærligt barns forhold til natur og kultur og en selvfølgelig accept af, at han tilbragte en række sommerferier på en reformpædagogisk gurus institut i Østrig. Senere tog han til USA, hvor han fik husly i en kommunistisk klub mod at feje gulvet en gang imellem. Fra dette punkt kender vi den senere politiske og satiriske forfatter.

Uundværlig baggrundslæsning for dansklæreren, før han sætter klassen i gang med at læse om lektor Blomme og Theodor Amsted.